Sagen om Roxanas 12-årige søn, der vidnede til politiet i sag om skud i Vollsmose, har påvirket lærerne på drengens skole. Deres tanker og følelser udtrykker de i et brev, som TV 2/Fyn har fået.
Rektor på drengens skole, Odense Privatskole, fortæller til TV 2/Fyn, at han bakker op om brevets indhold.
- Når det rammer lærerne så tæt på som det her, vil de ikke bare være tavse, forklarer han.
- Det her er en måde at vise opbakning.
Brevet blev skrevet torsdag, efter lærerne på Odense Privatskole fandt ud af, at det var en dreng fra deres skole, der havde afgivet vidneforklaring til politiet efter skudepisoden. Det kom frem, da Roxana stod frem i TV 2/Fyn.
Fik ikke andet end ros
Ifølge rektoren på Odense Privatskole var den 12-årige dreng i gang med en positiv udvikling, hvor han trivedes både socialt, fagligt og med fodbold i friden.
- Lærerne kigger på udviklingen af eleverne løbende. Angående drengen har jeg ikke fået andet end ros, fortæller yusuf Cevirici.
- Det vil det her sætte en stopper for. Vi må da håbe, at han får så god hjælp, at det hele kommer til at køre for ham igen.
Roxanas søn startede på skolen for cirka ti måneder siden.
Man skal hjælpe andre i nød
Rektoren på Odense Privatskole deler holdningerne i lærernes brev. Heller ikke han har meget tilovers for Odense Kommune og politiets håndtering af sagen, forklarer han.
- Jeg skal selvfølgelig ikke sidde her og dømme kommunen, politiet og borgmesterens arbejde, men som mange andre, så føler jeg helt sikkert at den her sag er taklet helt forkert, siger Yusuf Cevirici.
- Hvorfor kom hjælpen ikke én eller to dage efter? 17 dage må have føltes som år for dem.
For Yusuf Cevirici har oplevelsen sat tanker i gang om tryghed i samfundet.
- Vi lærer nærmest dagligt vores børn og elever her på stedet, at vi skal hjælpe andre i nød og give en hånd, hvor vi kan. Men når vi så ser vores egen elev, der hjælper politiet med at opklare en sag, blive stillet i så dårlig en situation ... Det ved jeg ikke hvad jeg skal sige til, siger Yusuf Cevirici.