Fodboldlegenden Lars Høgh sov onsdag aften ind efter længere tids sygdom, og tirsdag bisættes han fra Odense Domkirke klokken 14.
Den store kirke på Klosterbakken forventes at blive fyldt af både venner og bekendte, der skal have ro til at sige et sidste farvel.
Pressen har ikke adgang inde i kirken, og familien frabeder sig alle former for livesending og live-blogs. Det ønske respekterer TV 2 Fyn naturligvis.
Familien appellerer desuden til, at der uden for kirken udvises det allerstørste hensyn til familien.
Høghens Mur overdænget af blomster
Siden Lars Høghs død har fynboer haft adgang til Høghens Mur på Odense Stadion, hvor flere hundrede allerede har været forbi med blomster og lys. Det forventes også, at den store domkirke fyldes til bisættelsen af målmanden, der nåede 817 kampe for OB.
I 2018 fik Lars Høgh konstateret livstruende bugspytkirtelkræft, og det var også kræften, der endte med at tage livet af ham.
Han blev 62 år.