Lederskift og andre udfordringer: Halvskidt år for Fyns største fjernvarmeselskab

Turbulent år hos Fjernvarme Fyn.

- 2023 blev et turbulent år for Fjernvarme Fyn. Året bød på et brat skifte på direktørposten og vanskelige sager om underbetaling af medarbejdere på et af selskabets store anlægsprojekter. Samtidig betød faldende markedspriser på el gennem hele året og høje udgifter til brændsler, materialer og arbejdskraft, at fjernvarmeprisen for første gang i mange år blev hævet. Det skete efter mange år, hvor prisen har været holdt i ro og dermed ikke er fulgt med inflationen i samfundet.

Sådan starter Fjernvarme Fyn selv omtalen af sit årsregnskab 2023. 

Fjernvarme Fyn Holding kom ud af regnskabsåret med et underskud på 4 millioner kroner før skat mod et overskud på godt 200 millioner kroner i 2022.

- På trods af megen modvind har Fjernvarme Fyn taget flere afgørende skridt på vejen mod CO2-neutral fjernvarme. Den 1. marts 2023 blev et nyt og moderne biomasseanlæg på Havnegade taget i brug. Anlægget indgår i et flerstrenget og fleksibelt varmesystem, hvor man både udnytter energien fra flis, halm, restaffald og overskudsvarme samt, for en kort stund endnu, kul, hedder det i ledelsesberetningen.

Udfordret

Selskabet oplyser, at forventningerne til 2024 er udfordret. Det skyldes primært udviklingen i markedspriserne på el, som over året er faldet markant i forhold til forventningerne.

Positivt er det dog, at interessen for at skifte til fjernvarme er stor i øjeblikket.

I 2023 valgte cirka 1.850 fynske husstande at udskifte deres individuelle opvarmningsform med fjernvarme. Det er ny rekord. 

Og i foråret blev der rundet en milepæl med kunde nummer 70.000.

En del af Fjernvarme Fyns strategi er bl.a. et øget fokus på IT-sikkerhed og sikkerhed generelt. 

I maj blev energisektoren ramt af det mest omfattende angreb hidtil.

Fjernvarme Fyn klarede frisag, men Fjernvarme Fyn  har i 2023 intensiveret indsatsen og oprustet markant i forhold til IT-sikkerhed, hedder det.

Så stor er Fjernvarme Fyn

Det fremgår af regnskabet, at der er usikkerhed i forbindelse med værdiansættelsen af den skrotningsforpligtelse, det vedrører omkostninger til fjernelse af produktionsanlæg på Havnegade samt Dalum Kraftvarmeværk og er anslået til 306 millioner kroner.

Til gengæld er der udsigt til, at Fjernvarme Fyn får godkendt et skatteaktiv, som ikke er medtaget i balancen på 120 millioner kroner.

Sagen drejer sig om retten til afskrivninger, men er endnu ikke endelig afgjort.

Oversigt

    Oversigt