Min mening: Nej til mere end 24 elever pr. klasse i folkeskolen

Klassekvotienten i folkeskolerne skal ned på 24 elever pr. klasse, hvis vi også i fremtiden ønsker et alternativ til fri-og privatskoler i Odense.

Af Araz Khan, Venstre, Odense

Vores folkeskoler lider. Andelen af elever med særlige behov og elever af anden etnisk herkomst end dansk er stigende i danske folkeskoler, og det lægger pres på undervisningstilbuddet, og måden hvorpå vi driver klasserne.

Jeg er selv uddannet skolelærer, og min kone og jeg har aktivt tilvalgt folkeskolen, fordi vi ønsker at værne om den vigtige institution, som vi mener folkeskolen er. Men virkeligheden er at stadig flere tilvælger friskoler og privatskoler og fravælger folkeskolen på grund af høje elevtal og en for høj andel tosprogede. Jeg foreslår derfor, at vi genopretter tilliden, og giver lærere og skoleledelse en hjælpende hånd ved at sætte klassekvotienten ned til 24 elever pr. klasse.

Min mening - på vej mod valg

I folkeskolen mødes høj som lav fra alle ender af samfundet, og det er her grundstenene for børnenes indlæring, trivsel og udvikling lægges, men det fungerer kun, hvis der er balance i klasserne. Det skal være trygt for eleverne at gå i skole, og det skal være trygt for forældrene at aflevere deres børn i folkeskolen.

Vi skal bibeholde det frie valg

Jeg går ind for det frie valg, også når det kommer til skole og undervisning. Fri- og privatskoler er et godt alternativ til forældre, der ønsker en anden skoleform til deres barn end folkeskolen. Men dette frie valg skal ikke ske på bekostning af kvaliteten af vores folkeskoler.

Jeg mener, at folkeskolen skal imødekomme alle der kan rumme den og ønsker at modtage læring, og derfor er vi nødt til at sætte ind.

Vi skal justere på rammerne for folkeskolen, og klassekvotienten skal ned. Men vi skal også kigge på indholdet. Jeg har gennem det seneste år talt med mange skoleledere, og alle uden undtagelse ønsker at blive bedre til at komme uden for egne rammer og blive bedre til at integrere undervisningen i det omkringliggende samfund. Det giver mulighed for at at tilbyde læring på alternative måder, og det kan være et stærkt værktøj eksempelvis overfor elever med særlige behov, som typisk bare har brug for at modtage læring på en anden måde.

Én mulighed for at tænke undervisning anderledes er mit nu vedtagede forslag om styrket fokus på iværksætteri på skoleskemaet. Den kamp har vi heldigvis vundet, men der ligger et kæmpe potentiale i at konkretisere læringen for elever med særlige behov gennem et styrket samarbejde med industrien.

Vores Odense. Vores fremtid.

Oversigt

    Oversigt