Minister om sharia-skilsmisse: Ikke enkeltstående tilfælde

Ifølge Kaare Dybvad Bek vil regeringen gøre, hvad den kan for at stoppe "galskaben" og skærpe lovgivningen.

En sag om sharia-skilsmisse i Odense er ikke enkeltstående. Det fortæller Kaare Dybvad Bek (S), der er fungerende udlændinge- og integrationsminister.

Berlingske har afdækket, hvordan en kvinde i Odense har skrevet under på et dokument med forskellige krav for at kunne blive skilt fra sin mand.

Dokumentet er udfærdiget af imamen Abu Bashar og bygger på sharialoven.

Ministeren er ikke overrasket over sagen. Han vil dog ikke sætte et konkret tal på, hvor mange andre tilfælde han har hørt om.

- Det kan jeg ikke vurdere. Jeg hører bare af og til fra folk, der fortroligt henvender sig til mig for at fortælle om ting, der foregår i parallelsamfund, som er bundet op på religiøse forestillinger, der hører til i middelalderen, siger han.

Flere krav

Ifølge dokumentet, som Berlingske har fået oversat fra arabisk, skal kvinden blandt andet betale 75.000 kroner til manden for at blive skilt.

Derudover har hun skrevet under på, at hun vil lære sine børn Koranen, det arabiske sprog og at bede fem gange om dagen.

Kaare Dybvad Bek fortæller, at regeringen vil gøre, hvad den kan for at stoppe "galskaben":

- I første omgang kommer vi til at forbyde religiøse vielser af mindreårige og skærpe straffen for tvangsægteskaber.

- Og så gennemgår vi lovgivningen for at se, om der er andre steder, vi kan skærpe straffene, så der bliver slået hårdere ned, siger han.

Men der er jo ikke noget, der tyder på, at kvinden er mindreårig?

- Nej, men for os at se handler det om bredt set at ramme den sociale kontrol.

- Den indsats kommer ikke kun til at ligge på justitsområdet, selv om det er meget vigtigt. Det kommer til at være alle steder i regeringen, hvor man har noget at gøre med social kontrol.

- Der kommer man til at være opmærksom på, hvor skruerne kan strammes, så de her kvinder har den samme sikkerhed som alle andre, der bor i Danmark, siger Kaare Dybvad Bek.

Dansk Folkeparti har kaldt ministeren i samråd om sagen. Det bliver dog nok en sag, der lander på Mattias Tesfayes bord. Hans forældreorlov udløber 27. september.

Foruden at have vikarieret som udlændinge- og integrationsminister er Kaare Dybvad Bek boligminister.

Oversigt

    Oversigt