Motorvejsforslag møder modstand: Hvordan ser Odenses klimaplan ud uden hastighedsnedsættelser?

Odenses borgmester har anmodet Folketinget om tilladelse til at reducere hastigheden på den Fynske Motorvej til 90 kilometer i timen. Den lavere hastighed skal sikre en årlig CO2 besparelse på 13.000 ton - forslaget møder dog skepsis hos flere fynske folketingsmedlemmer.

- Min holdning er, at vi har en motorvej, for at vi kan komme hurtigere frem på den.

Der er ikke ubetinget begejstring at spore blandt en række fynske folketingspolitikere over forslaget om at nedsætte hastigheden på motorvejen, som Odenses borgmester Peter Rahbæk Juel (S) formelt har anmodet transportminister Thomas Danielsen (V) om.

Det indledende citat stammer fra Socialdemokratiets Thomas Skriver Jensen, der er medlem af folketingets transportudvalg. Han er af den overbevisning, at bilister gerne skulle komme hurtigere frem på motorvejen, end de gør på en landevej.

Samme toner lyder fra Venstres Erling Bonnesen, der også hæfter sig ved, at motorvejene ikke har været helt billige at anlægge:

- Motorvejene i Danmark er bygget for at skabe hurtig fremkommelighed. Vi har brugt - og bruger stadig mange milliarder - på at bygge motorveje. De er lavet til at køre 130 kilometer i timen, og ikke 90 kilometer i timen.

Tilbage til værktøjskassen

Helt konkret har Odenses borgmester i sin henvendelse anmodet om, at hastigheden på den del af motorvejen, der løber gennem Odense, nedsættes fra 110 kilometer i timen til 90 kilometer i timen.

Hastighedsnedsættelsen på motorvejen er en del af aftalen ”Grøn Mobilitetsplan”, der skal være med til at reducere Odenses årlige CO2-udledning med 100.000 ton.

Men selvom det kan virke som et nemt greb at sætte hastigheden ned i forsøget på at redde klimaet, så ser det ud til, at byrådet i Odense må tilbage og rode i værktøjskassen efter andre løsninger, der kan være med til at reducere CO2-udledningen.

Værktøjskassen med alternative mobilitetsværktøjer, er mange. Den rummer hele 39 forskellige forslag, som kommer fra henholdsvis tre rådgiverhold, Borgerklimarådet og det tidligere forhandlingsforløb. 

Nogle af forslagene lyder blandt andet: 

  • zoner uden diesel- og benzin-køretøjer
  • bilfri dage
  • firedages-arbejdsuge
  • gratis kollektiv transport til unge under 18 år.

Se hele listen over forslagene til alternative mobilitetsværktøjer (Grøn mobilitetsplan 2023)

Test af hastighedsnedsættelse: Hvad betyder det for rejsetiden?

Forslaget om at nedsætte hastigheden har tidligere været kritiseret for både at være tidsrøvende og dyrt. Men hvor stor en betydning har en nedsættelse af hastigheden på motorvejen egentlig for rejsetiden?

Det undersøgte TV 2 Fyn tilbage i december 2022 for at teste, hvor meget mere tid det tager at køre tværs over Fyn med 100 kilometer i timen, frem for 130 kilometer i timen.

Se resultatet herunder:

Hvor lang tid længere tager det at køre på tværs af Fyn på Fynske Motorvej, hvis du kun kører 100 kilometer i timen? Det har vi testet.

Selvom det i TV 2 Fyns undersøgelse tog 6 minutter og 14 sekunder længere at køre fra bro til bro med henholdsvis 130 og 100 kilometer i timen, så er der mere at tage højde for, når man sætter hastigheden ned på motorvejen.

- For den enkelte dansker vil det nok ikke være så irriterende, men beregningen over, hvad det koster for samfundsøkonomien, gør, at mit indtryk er, at det er en dyr løsning, siger Thomas Skriver Jensen og uddyber:

- Jeg har svært ved at se det ske, at hastigheden nedsættes i det nævnte område. Det bliver en dyr affære, penge der var givet bedre ud på andre ting.

Hvad kunne det for eksempel være?

- Det kunne være at sørge for at investere i, at ens by har et miljø, hvor innovative virksomheder kan trives. Virksomheder, der kan hjælpe til med at klare klimaudfordringerne, forklarer Thomas Skriver Jensen og nævner robotvirksomheden Odico som eksempel.

- De arbejder med automatiseringer i byggebranchen, der blandt andet kan være med til at reducere forbruget af beton med 40 - 60 procent.

I kampen for at skære de sidste 13.000 ton CO2 væk, eksisterer der en bred vifte af muligheder. 

Tilbage står stadig, at Odense Kommune muligvis bliver nødt til at beslutte sig for et andet mobilitetsværktøj end lavere hastighed på de fynske motorveje.

Skab din egen mobilitetsplan: Reducer 100.000 ton CO2 i Odense

Den manglende begejstring på Christiansborg tyder på, at der igen skal drøftes alternativer til den nuværende mobilitetsplan.

Herunder kan du sammensætte dit bud på en grøn trafikplan. 

Du kan beslutte, præcis hvordan Odense skal skære 100.000 tons CO2 om året - og det er vel at mærke uden muligheden for, at inddrage nedsat hastighed på den Fynske Motorvej som en CO2 besparelse.


Oversigt

    Oversigt