Mette blev mødt af skræmmende fund på gåtur - ny lov kan øge problemet
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Både Mette Marie Nielsen og Krengerup Gods frygter, at der efter nye regler fortsat vil blive smidt asbest i skoven.
Mette Marie Nielsen bor ved Bukkerup Kohave og går tit tur i skoven uden for Glamsbjerg.
Men forleden blev hun mødt af et anderledes syn. En bunke asbesttagplader, der var læsset af i en bunke i skoven.
- Jeg tænkte først, om det måske var jægerne, der skulle bygge noget. Men det viser sig så, at det er asbestaffald, siger Mette Marie Nielsen.
Hun frygter især, hvad det kommer til at betyde for borgerne, dyrelivet og børnene, hvis der fremadrettet bliver losset asbesttagplader af i skoven.
- Jeg synes, det er superærgerligt, at man føler sig nødsaget til at komme af med sit affald på en anden måde, og at det måske ovenikøbet ikke kan lade sig gøre som privatperson, fordi det kan være omfangsrigt. Men jeg kan ikke forstå, at man smider det i naturen - men jeg forstår, at man kan føle sig presset, siger hun.
Godset tvunget til at tage ansvar for ulovlig skraldebunke
Affaldet påvirker også Anders Knudsen, som er skovfoged på Krengerup Gods, som ejer den jord, hvor asbestaffaldet lå.
- Vi finder ud af, at det er os, der er matrikulærejere, som nu ejer affaldet og derfor også står for, at skulle bortskaffe det på lovlig vis, siger han.
Efter godset blev kontaktet af Mette Marie Nielsen, er tagpladerne blevet hentet torsdag morgen.
- Vi bliver utrolig ærgerlige. Det er ærgerligt, at folk håndterer affaldet på den måde, og at de ikke tager ansvar for det. Men det var også noget af det, vi frygtede, grundet de nye regler, som snart træder i kraft, siger Anders Knudsen.
Her henviser han til, at fra 1. januar 2025 skal virksomheder være autoriseret for at nedrive asbestholdigt materiale.
Problematikken omkring affaldshåndtering er ikke ny. Allerede i juni delte Assens Kommune et opslag på Facebook, hvor de mindede om retningslinjerne for håndtering af asbest.