City-direktør reagerer på ønske om øget sikkerhed i gågade
kopieret!
Direktør Peter Bøgholm fra Odense Cityforening er positivt indstillet over for rådmand Søren Windells (K) forslag om, at der skal opstilles såkaldte pullerter rundt om gågadenetværket i Odense.
Rådmanden for By- og kulturforvaltningen tager emnet op igen, efter at en mand fredag aften kørte en bil ind gennem et julemarked i den tyske by Magdeburg.
Peter Bøgholm mener, at pullerterne kan øge sikkerheden, men han har også en betænkelighed:
- Jo mere tryghed, vi kan skabe, jo bedre er det, men det skal kunne fungere i praksis i forhold til redningskøretøjer og mobilitet, siger han til TV 2 Fyn.
Søren Windell fortæller, at han ønsker en løsning, hvor butikker stadig kan få leveret varer.
Efter terrorangreb i Tyskland - vil gøre gågaden i Odense mere sikker
Efter angrebet på et julemarked i Magdeburg i Tyskland fredag, hvor en bil kørte ind i en gruppe mennesker på et julemarked i et formodet terrorangreb, vil Søren Windell (K) se på, om Odenses gågader er sikre nok.
Det er ikke et nyt forslag, understreger rådmanden for By- og Kulturforvaltningen, der fortæller, at Konservative længe har ønsket at få pullerter op hele vejen rundt om gågadenettet.
- Der er mange mennesker i vores gågader, og vi vil gerne have sat pullerter op, fordi der kører biler, som ikke har noget at gøre der, siger Søren Windell til TV 2 Fyn.
Rådmanden understreger, at han ikke frygter en lignende situation i Odense, som den der fredag skete i Magdeburg. Men han noterer sig, at det ikke er første gang, at nogen drøner en bil mod en menneskemængde i et tætbefolket område.
- Det er ikke så meget et spørgsmål om aktuelt sikkerhed, som det er en følelse af tryghed. Jeg tror ikke det vil ske, men det vil give noget sikkerhed om, at det ikke kan ske, siger han.
Aktuelt er der planer om pullerter ved Jernbanegade, som har været undervejs længe, fortæller Søren Windell, der ikke ser de helt store gener ved at besværliggøre bilers adgang til gågaden.
- Det giver selvfølgelig gener for dem, der kører i gågaden, men det må de jo ikke i forvejen.
Og når det gælder vareindlevering er pullerterne indrettet således, at de kan køres ned i det tidsrum, der bliver leveret varer, hvilket typisk er om formiddagen, hvor der er knap så mange mennesker i gågaden.
Søren Windell erkender, at det ikke er en gratis omgang at opsætte pullerter, og henviser til at det er en politisk prioritering.
- Men det er noget, vi skal til at være mere opmærksom på, siger han.