Musikanmelderne er enige: Derfor er Bruce Springsteen oplagt til Odense

Når Bruce Springsteen til sommer optræder i Odense foran mindst 50.000 tilskuere, bliver det første gang, at den 74-årige musiker optræder på Fyn. Og skal man med til koncerten, er det noget at se frem til, lyder det fra tre musikskribenter.

- Han er et af de helt store navne inden for rockmusikken og har altid haft noget på hjerte. Derfor er det kæmpestort, at han kommer til Odense.

Sådan lyder det fra journalist og skribent for musikmagasinet GAFFA Espen Strunk om Bruce Springsteens besøg til sommer.

Den amerikanske superstjerne spiller på Dyrskuepladsen i Odense 9. juli foran mindst 50.000 tilskuere. Det vil gøre koncerten til den største, der nogensinde er afholdt i byen.

Og nyheden om besøget er noget ganske særligt - det mener musikeksperterne, TV 2 Fyn har talt med tirsdag.

- Det er virkelig godt, at Bruce Springsteen kommer til Odense. Det er imponerende, at en mand i den alder er i samme form, som han stort set altid har været. Jeg vil blive overrasket, hvis ikke koncerten bliver udsolgt absurd hurtigt, siger Martin Gronemann fra Soundvenue.

- Han er et ikon, og det er kæmpestort, at han kommer til Fyn. Han er et af de største internationale navne, og da man begyndte at tale om Dyrskuepladsen med potentiel plads til 70.000, tænkte jeg, at han ville være oplagt, siger Simon Staun, der er musikredaktør på Fyens Stiftstidende.

Hvorfor Bruce Springsteen?

Politikerne fra Odense Kommune fortalte i sommer, at de vil gøre det muligt fremover at holde koncerter for op til 70.000 gæster på Dyrskuepladsen. Men hvorfor er Bruce Springsteen et oplagt navn?

- Han er en af de relativt få kunstnere, som har formået at være en samlende figur, der også har kunnet adressere nogle mere alvorlige emner. Han favner bredt og insisterer på fællesskab, håb og fest, siger Espen Strunk fra GAFFA.

Den udlægning køber Simon Staun:

- Han favner flere generationer, og han tiltrækker mange udenlandske gæster, og fordi han har mange virkelig dedikerede fans, tror jeg, at Bruce Springsteen kan gøre det samme for Odense, som Rammstein gjorde: Fansene vil komme til Odense, og det kan påvirke hoteller, restauranter, museer osv. Det sætter et stort aftryk på byen, siger han.

Bruce Springsteen spiller koncert i Odense næste sommer
Bruce Springsteen spiller koncert i Odense næste sommer
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Godt det ikke er Parken igen

Odenses geografiske placering er ifølge Martin Gronemann fra Soundvenue en stor fordel - både for danskerne og for de mange turister, man regner med, der vil komme:

- Fordi koncerten er placeret geografisk centralt, håber jeg, at folk fra hele landet og udlandet kommer til Odense for at opleve ham. Det er fedt, at man som fan ikke endnu en gang skal i Parken, og at der er kommet et alternativ.

Det er noget, Simon Staun er enig i:

- Der er noget særligt ved, at legenderne optræder her på Fyn og ikke i Parken eller på Roskilde Festival.

Dog er der ifølge Martin Gronemann en ærgerlig nuance ved besøget næste år:

- Lokalt for Fyn er det kæmpestort, at han spiller andre steder end i København, men det, at han i sommer spillede to aftener i København, gør, at det ikke er lige så særligt. Det er ærgerligt, for det havde været fedt at få ham først – det havde været en ekstra dimension, fordi han ikke havde spillet i Danmark i nogle år på det tidspunkt.

Det argument kan Simon Staun fra Fyens Stiftstidende se fra flere perspektiver:

- Nogen har måske fået mættet trangen til at høre ham igen, fordi han spillede i Danmark i sommer, men mange tænker måske også “Hvad nu hvis det er sidste gang, han kommer til Danmark?”

Hvem får Dyrskuepladsen æren af næste gang?

Selvom det stadig er uvist og rent gætteri at gisne om, hvem der ellers kunne tænkes at gæste Dyrskuepladsen, så har musikeksperterne deres bud. Og der er ingen tvivl hos eksperterne om, at Odense kan blive ved med at trække artister på højt niveau:

- Jeg vil håbe, at Taylor Swift vil komme til Odense. Hun sammensætter showet og tilgodeser hele sin karriere og alt det, hun har lavet gennem årene. Det samme gør Bruce Springsteen. Ligesom ham er hun god til at sætte gang i en stor fest. Det ville være kæmpestort, og hun ville være på samme niveau, siger Martin Gronemann fra Soundvenue.

Også Simon Staun fra Fyens Stiftstidende er enig i, at Dyrskuepladsen kan trække flere store navne:

- Med tanke på at de to store koncertarrangører All Things Live og Live Nation står bag Rammstein og Bruce Springsteen-koncerterne, så ville det være oplagt at kigge i deres retning og se, hvem der kunne være det næste store navn, siger Simon Staun.

Billetterne til koncerten med Bruce Springsteen sættes til salg torsdag 2. november klokken 10.

Oversigt

    Oversigt