Jakob Michelsen er i flere medier citeret for ikke at ville hente nye spillere ind trods en historisk dårlig sæsonstart.
Til TV 2/Fyn siger han nu, at OB alligevel har planer om at tilføje forstærkning til Ådalen.
- Vi har hele tiden planer om at forstærke truppen, og det har sådan set ikke noget at gøre med, hvordan det går i ligaen, siger Jakob Michelsen.
- Jeg er helt sikker på, der kommer til at ske mere, inden vinduet lukker, forsikrer træneren.
Allerede nu har OB hentet Alexander Ludwig fra AC Horsens og Janus Drachmann fra FC Midtjylland.
Køb eller salg
OB-træneren vil dog ikke afsløre, om klubben har tænkt sig at købe eller sælge spillere, inden transfervinduet lukker den 31. august.
- Enten forsvinder nogle spillere, eller også kommer der nogle spillere ind. Som regel er der to - nogle gange tre - parter, der skal være enige om nogle ting. Vi får at se, når vinduet lukker, hvad status er, siger Jakob Michelsen.
Til spørgsmålet om, hvad træneren drømmer om, lyder svaret:
- Messi på venstre, Ronaldo på højre, og så tager vi Neymar oppe foran. Så klager vi ikke.
Hverken første-, anden- eller tredjevælger
Dermed ønsker Jakob Michelsen ikke at sætte navne på, hvilke spillere han ønsker at kunne sætte på holdkortet.
- Det er klart, at en træner altid gerne vil have sin trup på plads tidligt, så man kan begynde at arbejde med de spillere, man har til rådighed. Men man ved også godt, at sådan hænger verden ikke sammen.
- Vi er ikke hverken første-, anden- eller tredjevælger, og der er en hel masse ting, der skal gå op i en højere enhed. Det bliver der arbejdet med dag og nat, lover Jakob Michelsen.
OB ligger lige nu nummer 13 med et point. Kun Hobro ligger under den fynske fodboldklub.