Odense-kvinder uddeler ungarske tæsk - GOG storsejrer

Odense Håndbold bookede lørdag billet til kvartfinalen i EHF Cuppen med en sejr på 31-24 over ungarske Erd. GOG sendte Ribe-Esbjerg hjem med gedigent nederlag.

Opdatering
Clock01. feb 2020, kl. 18:07
Artiklen er opdateret med resultatet mellem GOG og Ribe-Esbjerg.

Odense Håndbold er sikret avancement fra gruppespillet i EHF Cuppen.

Det sker, efter at håndboldkvinderne lørdag besejrede ungarske Erd, der var på besøg i den fynske hovedstad.

Det ungarske hold måtte tage hjem med et nederlag på 24-31 i bagagen, mens Karen Brødsgaards tropper kan juble over en kvartfinalebillet i turneringen.

Med sejren udbygger Odense nemlig føringen i gruppe C, hvor danskerne har otte point foran Erd, der har fem.

Gruppens to andre hold, rumænske Bistrita og polske Lublin, har henholdsvis fire og et point, men har spillet en kamp færre.

For Odense og Erd resterer der blot en enkelt kamp i gruppespillet, og derfor er det kun Bistrita, der kan nå at indhente danskerne.

De to bedste hold i hver gruppe stryger i kvartfinalerne.

Lørdagens kamp startede ellers skidt for Odense, der hurtigt kom bagud 0-3. Først efter godt fire minutter lykkedes det Mie Højlund at sende den første Odense-scoring i kassen.

Herfra gik det stærkt, da Trine Østergaard på 39 sekunder lavede to mål og fik bragt balance i regnskabet.

Det gav Odense blod på tanden, og holdet trak stille og roligt fra ungarerne og kunne gå til pause foran med 16-9.

I anden halvleg fik ungarerne bedre fat og hentede ind på det danske forspring. Tættest på kom de ved 22-26 med ti minutter tilbage, men fem Odense mål i streg sørgede for, at sejren aldrig kom i fare.

GOG storsejrede

Håndboldherrerne fra GOG slog også til lørdag eftermiddag, da holdet med en storsejr på 36-28 på hjemmebane delte øretæver ud til Ribe-Esbjerg.

Dermed stryger GOG forbi netop Ribe-Esbjerg i tabellen, hvor fynboerne nu er på fjerdepladsen med 22 point for 18 kampe.

Ribe Esbjerg har et point færre på femtepladsen. Samtidig har GOG blot et enkelt point op til Bjerringbro-Silkeborg på tredjepladsen og tre point op til TTH Holstebro, der ligger toer.

Aalborg Håndbold fører ligaen med 30 point.

Oversigt

    Oversigt