Det er sjældent, at der står så meget på spil mellem to danske håndboldklubber som lørdag eftermiddag i Odense Idrætshal.
Odense Håndbold får besøg af Københavns håndboldkvinder i den næstsidste kamp i Champions League-gruppespillet, og vinderen går videre til kvartfinalen, mens taberen er ude.
København-profil vil have sejren med hjem
Anne Cecilie La Cour, der forleden rundede 100 kampe for København Håndbold, vil have fingrene i den kvartfinaleplads, der er i spil.
- Den skal vi kæmpe os til. Det skal vi simpelthen. Jeg synes virkelig, at vi har haft en fremgang på holdet den seneste tid, siger hun til klubbens hjemmeside.
Højrebacken roser københavnernes indstilling, træning og glæde ved at være med, hvor det er sjovt.
- Vi er tilbage på det samme gode spor, som vi var i efteråret med mange kampe hver uge, og så tror jeg, at vi har den coolness, klogskab og smartness, der skal til for at vinde kampen.
- Og jeg synes faktisk, at alle på og omkring holdet har fortjent at få lov at opleve sådan en kamp. Det er en knald eller fald-kamp, der virkelig gælder noget, og med vores larmende fans i ryggen er det uden tvivl en af de sjoveste nogensinde. Der er virkelig noget på spil, siger hun.
Forventer en tæt kamp
København-træner Claus Mogensen fortæller til holdets hjemmeside, at han har brugt hvert et vågent øjeblik til at forberede taktikken.
- Det er jo uden tvivl sæsonens hidtidige højdepunkt. Fra starten af sæsonen var det en drøm, at vi skulle jagte chancen for at komme i en Champions League-kvartfinale, og nu er det lige præcis det, der er på spil. Vi kan næsten ikke vente på at få fløjtet kampen i gang, siger han.
Træneren forventer en svær kamp mod et Odense-hold, som københavnerne fortsat ikke har besejret i denne sæson.
- Vi kommer dog til kampen med stor tro på en sejr og med selvtillid i bagagen. En selvtillid, der har vokset sig større og større over de seneste uger i kraft af en del sejre og mange kampe, hvor vi har spillet godt.
- Vi ved, det bliver en taktisk affære, for vi kender efterhånden hinanden utrolig godt, så jeg tror, det bliver afgørende, hvem der løser modstanderens forsvar bedst, siger Mogensen.
Pytlick går all in
Odense-træner Jan Pytlick havde gerne set, at begge danske hold var gået videre fra gruppen. Men når kun et af dem kan avancere, så er sagen klar.
- Med en sejr er vi sikre på at være i kvartfinalen. Det er en af sæsonens helt store målsætninger. Nu står vi her, og det er 60 minutter, der afgør det. Vi går all in.
- Ligesom København selvfølgelig gør det. Det er virkelig et brag af en kamp med to hold, der kender hinanden så godt, siger Pytlick til Ritzau.
Kampen går i gang klokken 14.30.