- At få min søn er noget af det største, jeg har oplevet i mit liv. Udover at sige ja til min hustru. Derfor glæder jeg mig også utrolig meget til at bruge mere tid med ham.
Sådan lyder det fra Christoffer Lilleholt (V), efter han har meddelt byrådet i Odense Kommune, at han skal på barsel.
- Det bliver den længste periode, jeg har prøvet at være væk fra det politiske arbejde. Jeg er sådan set ret spændt på, om jeg kan holde mig væk. Men at være politiker tager lang tid, og der er mange aftenarrangementer, så det bliver godt at få tid med min søn, siger han til TV 2 Fyn.
Byrådet i Odense skal behandle Lilleholts barselsanmodning den 22. februar. I anmodningen er det også beskrevet, hvem der er tiltænkt som stedfortræder.
Ifølge anmodningen ønsker Venstre, at det bliver kollegaen Claus Houden, der træder til som rådmand for Beskæftigelses- og Socialforvaltningen.
Det er en post, han ser frem til.
- Jeg kender til de udfordringer, området har. Jeg har før været næstformand i Beskæftigelsesudvalget, og så kender jeg erhvervslivet i Odense. Så jeg glæder mig enormt meget, og jeg går til opgaven med energi og virkelyst, siger Claus Houden.
Christoffer Lilleholt har anmodet om forældreorlov i to perioder. Først fra den 29. maj til 2. juli og dernæst fra 27. juli til 27. august.
Vil fortsætte Venstres linje
Claus Houden har selv en fortid som selvstændig erhvervsdrivende, og i hans første byrådsperiode var han næstformand i Beskæftigelsesvaltningen i Odense.
- Jeg har mange års politisk erfaring med mig. Jeg har deltaget i de processer og politikker, som forvaltningen arbejder med. Selvom jeg har været væk fra det i en periode, kender jeg forvaltningen, strukturen og erhvervslivet, siger Claus Houden til TV 2 Fyn.
Når det kommer til udfordringer på området, peger han først og fremmest på ambitionen om at få flere indvandrerkvinder i job.
- Det er et vigtigt område, og jeg kommer til at følge med i, om beskæftigelsen forhåbentlig vil være stigende, og at vi ikke har udfordringer i forhold til arbejdsløshed. Vi har i en længere periode haft en positiv udvikling, men vi er i en periode med høj inflation, kriser og krig i Ukraine, så det bliver væsentligt for mig at arbejde med at fastholde folk i beskæftigelse og fastholde virksomheder i at holde folk beskæftiget, siger han.
Udover rådmandsposten har Venstre anmodet om, at Claus Houden overtager Lilleholts hverv som medlem af Verdensmålsrådet, medlem af Centerrådet for Ungdommens Uddannelsesvejledning for Odense og Omegn samt medlem af Valgbestyrelsen for folketingsvalg, Europa-Parlamentsvalg, folkeafstemninger og kommunale valg.
Også to andre venstrefolk får nye poster
Mens Claus Houden bliver ny rådmand, giver Lilleholts barsel også anledning til at lade et nyt byrådsmedlem indtræde i kommunalbestyrelsen i hans sted.
Venstres byrådsgruppe anmoder om, at 1. stedfortræderen på partiets kandidatliste, Sanne Skougaard Andersen, får dén post. Hun tiltræder samtidig i Ældre- og Handicapudvalget i stedet for Claus Houden.
Rokaden påvirker også byrådsmedlemmet Araz Khan. Venstre har anmodet om, at han overtager Claus Houdens plads i Økonomiudvalget. Derudover indstiller de til, at Khan får Lilleholts hverv som medlem af kommunens styrelse under kriser og krig samt som medlem af kommunalpolitisk topmøde.
På listen over arbejdsopgaver nævner Houden selv ambitionen om at få flere indvandrerkvinder i arbejde. I øjeblikket har Odense Kommune landets laveste beskæftigelsesfrekvens for borgere med ikke-vestlig baggrund. Derfor er fem eksperter på beskæftigelses- og integrationsområdet bedt om at foreslå om konkrete løsninger og anbefalinger til, hvordan flere ikke-vestlige borgere med indvandrerbaggrund kan komme i job.