Rød kamp mod social dumping
Artiklen er mere end 30 dage gammel
Socialdemokraterne og fagbevægelsen på Fyn har slået sig sammen i kampagnen Fair løn på Fyn, for at sikre at alle virksomheder på Fyn betaler deres ansatte en overenskomstmæssig rigtig løn.
Kampagnen er lavet for at stoppe østeuropæere i at komme til Fyn og arbejde til en løn, der ligger langt under hvad de fynske lønmodtagere får.
- Der er jo danskere, der mister deres arbejde, fordi der kommer folk udefra som underbyder danske overenskomster. Det er simpelthen imod vores grundværdier på arbejdsmarkedet, siger medlem af Europa-Parlamentet Dan Jørgensen (S).
Men ikke alle er begejstrede for den kampagne. Gartneribranchen føler sig nødsaget til at benytte østeuropæisk arbejdskraft, hvis den skal være konkurrencedygtig. Det siger en ekspert.
- Den manøvre som fagbevægelsen og Dan Jørgensen reelt beder om, er umulig. Så det man sådan set beder erhvervet om, det er at lukke. Der er ikke det overskud, der skal til, for at man kan løfte den her byrde, siger Allan Holm Nielsen, der er formand i Growz - en tænketank for grønne erhverv.
overenskomst koster 300 millioner
Growz skal arbejde for at give gartnerierne bedre vilkår. Allan Holm Nielsen har regnet ud, at det vil koste gartneribranchen 300 millioner kroner, hvis alle skal betales en overenskomstmæssig løn.
Og det regnestykke kommer ikke til at gå op, for branchen genererer kun et overskud på 150 millioner kroner, lyder argumentationen.
Men i den socialdemokratiske lejr er man ikke bange for at koste nogle arbejdspladser.
- Nej, jeg mener, hvis der er nogle brancher, der tror, at vi i Danmark skal til at konkurrere på at betale folk helt ned til sådan noget som man gør i Tyskland, 30 kroner i timen, så mener jeg godt nok, de er ude på en helt forkert kurs. I Danmark skal vi altså betale folk en ordentlig løn, siger Dan Jørgensen.
Eksporterhvervet i livsfare
fynGrowz-formanden frygter for gartnerierhvervets fremtid, hvis kampagner som Fair løn på Fyn vinder frem.
- Overordnet set kan man sige, at man vil nedlægge eksporterhvervet indenfor dansk gartneri. Der er cirka to tredjedele af branchen. Det vil sige, at man vil fjerne de cirka 2000 østeuropæiske arbejdspladser, men man vil samtidig også fjerne cirka 4000 danske arbejdspladser. 6000 arbejdspladser vil forsvinde fra erhvervet, og det har jeg svært ved at se det positive i, siger Allan Holm Nielsen.
Lørdagens kampagne, hvor der blev samlet underskrifter ind på gågaderne i Odense mod social dumping, sluttede hos 3F i Odense.
Her køber man ikke gartneriernes bekymringer, og et ønske om at se på gartneriarbejdernes mindsteløn, i stedet for at holde taler, skal ikke forhandles nu.
- Gartnerierne bliver bved med at fremhæve sig selv, at de har det rigtig svært. men alligevel ser vi rigtig mange gartnerier, der så slæber østeuropæere herop og underbetaler dem. Og de bor hos gartnerne og så videre, og det kan vi simpelthen ikke acceptere. Det andet er et overenskomstspørgsmål som de må tage i overenskomstforhandlingerne, siger Helle Nielsen, formand for LO Fyn.