Ronnie har lagt et gulv af Underberg-kapsler: Brugte over 60.000

Opmærksomheden har været stor, efter Ronnie Heltborg Jensen og hans venner har lagt et gulv udelukkende bestående af Underberg-kapsler.

62.516 kapsler var der brug for.

Ronnie Heltborg Jensen og nogle af hans venner har lagt et helt gulv med Underberg-kapsler i hans hjemmebar ’Klatten’.

Noget, der har vakt stor opsigt både på sociale medier og blandt bekendte.

Idéen om at bruge kapsler fra en af favoritdrikkene til gulv i hjemmebaren i huset i Næsby, opstod lidt ud af det blå, fortæller den odenseanske tømrer.

62.516 kapsler skulle der til et helt gulv. Ronnie Heltborg Jensen ved det, for han har talt.
62.516 kapsler skulle der til et helt gulv. Ronnie Heltborg Jensen ved det, for han har talt.
Foto: Morten Albek

- Jeg havde nævnt det tidligere. Lidt for sjov.  ”Vi lægger da bare et Underberg-gulv,” lyder det fra Ronnie Heltborg Jensen.

I første omgang tog Ronnie Helborg Jensen ikke selv idéen helt alvorligt, men da hans svoger af sig selv foreslog præcis det samme, blev den utraditionelle idé vedtaget.

Mange bidrog til projekt

Og det er et projekt, der har krævet indsats.

For hvor finder man lige 62.216 kapsler henne?

Ronnie Helborg Jensen og vennerne har selv skaffet og til dels drukket sig til 4.000 af dem.

Derudover har folk været gode til at bidrage med  kapsler, de stødte på, og sidst men ikke mindst havde de en bekendt, der kunne hjælpe med langt størstedelen af materialerne til projektet.

Dermed var grundlaget for det utraditionelle gulv lagt.

Et gulv, som der eftersigende ikke findes andre af i verden.

Ronnie Helborg Jensen og hans venner har nemlig blandt andre været i kontakt med Underberg-familien, som siger, de aldrig har hørt om et lignende projekt.

Stor interesse

Ronnie Helborg Jensen fortæller, at der er kommet mange kommentarer på projektet.

- Det har været sjovt at læse de tyske fans, der kommenterer og siger, hvor åndssvage vi er, eller hvor fedt, vores projekt er, siger han.

I slyngelstuen 'Klatten' ligger der nu et helt unikt gulv.
I slyngelstuen 'Klatten' ligger der nu et helt unikt gulv.
Foto: Morten Albek

Ligeledes er der mange, som har sendt en venneanmodning afsted, så de har kunnet følge med, og så er der de forskellige journalister, som har ringet.

Den næste tid skal dog i mindre grad stå på opsigtsvækkende projekter, og i højere grad på hygge.

Således skal vennerne nyde Underberg sommeren over, mens fødderne er solidt plantet på 62.516 kapsler, der udgør et helt særligt gulv.

Oversigt

    Oversigt