En opskrift på iværksættersucces: Mettes webshop er eksploderet
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Mette Michelsen driver webshoppen Kagegrisen. Det startede som en hobby, men er blevet til hendes fuldtidsbeskæftigelse.
For otte måneder siden overtog Mette Michelsen webshoppen Kagegrisen i Ullerslev. Den var tænkt som en hobby. En lille fritidsfornøjelse som supplement til hendes rigtige arbejde.
Men sådan skulle det ikke vise sig at gå.
- Jeg er virkelig overrasket over, at det bare er gået i den retning, som det er, forklarer Mette Michelsen om hendes nuværende situation.
Webshoppen startede nemlig med et katalog bestående af 30 forskellige varer. Det passede Mette Michelsen ganske fint.
- Vi begyndte det småt, da det kun skulle være en hobby. Jeg havde nemlig et arbejde, jeg skulle passe, fortæller Mette Michelsen og fortsætter:
- Vi fandt ud af, at vi kunne få lidt flere produkter fra vores leverandør. Så begyndte vi stille og roligt at optimere, og nu er vi oppe på 2.000 varer. Altså, det går stærkt.
Mette Michelsen endte med at sige sit job op. Hun følte sig nødsaget til at forfølge iværksætterdrømmen.
- I dag er jeg fuldtid her. Jeg arbejder konstant. Jeg har minimum 100 pakker, jeg skal pakke hver dag. Jeg starter klokken 06.00 om morgen, og så tager vi den derfra, siger Mette Michelsen.
Nedlukningen gav gevinst for forretningen
De fleste husker den dag i marts, da statsminister Mette Frederiksen (S) lukkede Danmark ned. Coronapandemien havde indtaget Danmark - det skulle vise sig at forandre vores hverdag.
Mette Michelsen husker tydeligt den dag. Ikke mindst fordi hun overtog sin forretning på præcis den dato.
- Jeg fik mine produkter præcis den dag Mette Frederiksen lukkede landet ned. Så jeg åbnede butikken midt under corona hjemmefra.
Men på trods af at corona har givet mange selvstændige erhvervsdrivende panderynker, så viste det sig, at der faktisk var en gavnlig effekt for Mette Michelsens forretning.
- Jeg havde regnet med, at der ikke var noget at lave på grund af corona. Men fordi folk var hjemme og i sommerhus, så købte de jo ting fra min hjemmeside. Nu var de ikke 14 dage på Mallorca, som man plejer, så derfor har coronaen betydet noget. Folk hygger mere derhjemme, siger Mette Michelsen.
Black Friday gik amok
- Vi havde tilbud i fredags på grund af Black Friday. Og jeg havde ikke regnet med, at det ville gå, som det gjorde. Men de gik amok, og jeg er superglad over, at de gjorde det. Jeg fik så mange ordrer, at jeg tænkte, hvad sker der? Hver gang jeg pakkede en, så kom der fire nye ordrer. Det var bare vildt.
På ti timer slog Kagegrisen omsætningsrekord. Og rekorden passer fint ind i det eksisterende billede.
De gik nemlig fra at sende omkring 120 pakker ud på en måned. I dag sendes flere end 2.500 pakker ud fra lageret på Fyn om måneden.
- Jeg havde ikke begyndt på det her, hvis det ikke var fordi, at tilbuddet var kommet. Men da jeg fik tilbuddet om at prøve det her, så tænkte jeg, ja, hvorfor ikke?