Sæsonen er slut for Mette Iversen

Sæsonen er slut for HC Odenses målvogter Mette Iversen. Mette Iversen måtte forlade grundspillets sidste kamp mod FIF midt i første halvleg, og de efterfølgende undersøgelser har vist et sprunget korsbånd i venstre knæ.

Den 35-årige Mette Iversen vil nu vurdere omfanget af skaden, og se hvad fremtiden bringer. Det er en afslutning på sæsonen, hun bestemt ikke var forberedt på.

- Det er så øv.. . Jeg har spillet i ligaen siden 1996 og stort set aldrig været skadet, så jeg håber ikke min karriere skal slutte sådan her. Jeg står lige nu bag et fantastisk forsvar, vi spiller godt og det er sjovt. Jeg ville så gerne gøre sæsonen færdig sammen med pigerne, siger Mette Iversen.

Svækkelse af holdet

Mette Iversen har været en af de absolutte profiler i HC Odense i denne sæson. Og hendes skade er en svækkelse af holdet frem mod de vigtige kvalifikationskampe.

- Mette Iversen står på et meget højt niveau og hendes rutine betyder, at hun står meget stabilt. Så selvfølgelig er det en svækkelse. Jeg er dog ikke i tvivl om, at Cecilie Greve sagtens kan løfte opgaven. Hun er en dygtig målvogter med fremtiden foran sig, og det bliver spændende for hende at have ansvaret i de vigtige kampe, siger cheftræner Jakob Larsen.

Oversigt

    Oversigt