Sportsøkonom forklarer: Derfor giver det mening, at Viktor Axelsen flytter til Dubai

Det er ikke gået ubemærket hen, at Danmarks største badmintonstjerne har valgt at flytte til Dubai. Sportsøkonom peger på flere økonomiske og sportslige fordele.

Efter den fynske OL-guldvinder Viktor Axelsen mandag meldte ud, at han flytter til Dubai, har han fået massiv kritik på sociale medier.

Men ifølge sportsøkonom Troels Peter Troelsen er der særligt tre gode grunde til, at stjernens træk giver rigtig god mening.

- Hvorfor skal han stilles i en anden situation end alle mulige andre professionelle idrætsfolk, der træner i udlandet? siger sportsøkonomen, der er cand.oecon.

Han peger både på en økonomisk, en helbredsmæssig og en personlig gevinst for Viktor Axelsen.

Økonomiske og træningsmæssige fordele

Badmintonspilleren har da heller ikke prøvet at skjule, at de økonomiske fordele også har spillet ind i beslutningen om at flytte til Dubai.

- Det vil jeg da ikke løbe fra, men mange sportsfolk er rejst ud før mig, og jeg kommer også til at have markant højere udgifter på denne måde, siger Viktor Axelsen til Jyllands-Posten

Ifølge Troels Peter Troelsen er der formentlig en noget lavere skatteprocent i Dubai - også når det kommer til gevinster.

- Jeg kender ikke de præcise beskatningsforhold for præmiepenge i Danmark. Men jeg går ud fra, at de samme præmiepenge bliver ubeskattede i Dubai. Så selvfølgelig vil der være økonomiske fordele ved at have et helt andet skatteregime dernede, end han har herhjemme, siger han.

Fordelagtige rammer

Men økonomien er langt fra det eneste grund til flytningen. Ved at flytte til Dubai mener Viktor Axelsen, at han undgår problemer med sin astma og høfeber.

Til sidst peger han på, at han gerne vil have så gode træningsforhold som overhovedet muligt.

Den 27-årige badmintonspiller vil fremover have adgang til at træne på Nad Al Sheba Sports Complex (NAS), der er et af verdens bedst udstyrede træningscentre beliggende i udkanten af Dubai. 

- Og så kommer han til at omgås en række mennesker, som virkelig ved, hvordan de får optimeret den korte karriere, de har som sportsfolk, og dem vil han også kunne lære noget af, siger sportsøkonomen.

Derudover kommer en fordel som en kortere rejsetid til Asien, hvor mange af de store turneringer finder sted.

Forbund: Jonassen kan ikke træne Axelsen i store turneringer

Viktor Axelsens flytning til Dubai ændrer ikke på, at han kan stille op under dansk flag i både individuelle og landsholdsturneringer.

Men når han ikke stiller op i landsholdsregi - eksempelvis i de store turneringer på World Touren som eksempelvis Denmark Open og All England - kan det ikke blive med landstræner Kenneth Jonassen på sidelinjen.

Det skriver Badminton Danmark onsdag i en pressemeddelelse efter et møde mellem forbundet og Viktor Axelsen.

Her blev det fortsatte samarbejde mellem forbundet og den fynske badmintonstjerne drøftet.

- Vi ved, at Viktor altid har prøvet nye muligheder og det respekterer vi, siger formand i Badminton Danmark Tore Vilhelmsen i pressemeddelelsen.

- Men vi har en kollektiv landsholdsaftale, der sætter rammerne for samarbejdet med spillerne i vores eliteprogram, både i forhold til træning og turneringsdeltagelse, men også udtagelse til mesterskaber samt landsholdsdeltagelse.

- Viktor og hans team har behov for lige at afklare enkelte forhold vedrørende disse rammebetingelser i forhold til hans setup i Dubai, før vi melder endeligt ud om det fortsatte samarbejde.

Badminton Danmark understreger, at Viktor Axelsen i landsholdsregi vil indgå på lige vilkår med de øvrige spillere i forhold til eksempelvis træning og behandling.

Viktor Axelsen vil også blive inviteret til at træne med på Det Nationale Elitetræningscenter i Brøndby, når han er i Danmark.

Oversigt

    Oversigt