Fyns Politi har torsdag beslaglagt én spritny motorcykel og en bil, der blev brugt til vanvidskørsel. Samtidig efterforskes en tredje sag - også med henblik på at konfiskere bilen.
Alle tre trafikanter er blevet sigtet for vanvidskørsel.
Om formiddagen klokken 10.18 målte en af politiets fotovogne på Odensevej i Avnslev ved Nyborg en bil, der kørte 102 kilometer i timen i en 50-zone.
Da målingen blev foretaget af en automatisk fartkontrol, blev bilen ikke beslaglagt på stedet. Nu efterforskes sagen for at finde ud af, hvorvidt ejeren må aflevere nøglerne.
Kørte i sin fars bil
Klokken 17.26 måtte ejeren af en spritny motorcykel til gengæld se sit køretøj blive trukket væk af politiet på Læssøegade ved Skovsøen i Odense. Den unge motorcyklist kørte 114 kilometer i timen, hvor han måtte køre 50.
Han mistede foruden sin motorcykel også sit kørekort.
Vanvidsbilisme
Klokken 19.37 blev endnu en personbil standset. Også han blev målt til 114 kilometer i timen på en 50-zone. Den mandlige fører havde intet kørekort, og politiet mistænkte i øvrigt, at han var påvirket af enten stoffer eller alkohol.
Den unge mand kørte i sin fars bil. Bilen blev beslaglagt.
"Akrobatisk kørsel" på motorcykel
Kun få minutter derefter stoppede politiet endnu en ung mand på motorcykel. Denne gang på Sejerskovvej i Odense.
Motorcyklisten kørte kun på motorcyklens baghjul.
- En sådan overtrædelse takseres til en betinget frakendelse, fordi føreren under en sådan kørsel ikke har den nødvendige kontrol over motorcyklen, skriver Fyns Politi i en pressemeddelelse.
Den unge mand kan derfor se frem til en ny køreprøve, men han undgår en sigtelse for vanvidskørsel.