Storm skulle undvære sin mobil en hel dag - så svært og irriterende var det

På Risingskolen i Odense holder man i dag mobilfri mandag til blandet modtagelse hos eleverne. TV 2 Fyn har fulgt Storm Banzon hele dagen, hvor han har været foruden sin telefon.

 - Jeg plejer at se Tiktok eller høre musik, når jeg går i skole, så jeg føler, at jeg mangler min telefon, når jeg ikke har den på mig.

For når Storm Banzon hver morgen går i skole, så er det med Tiktok kørende på skærmen eller musikken spillende i ørerne. Men i dag er det første gang længe, at han ikke har de muligheder.

Storm Banzon går i 6.A på Risingskolen, og i dag holder skolen #mobilfrimandag sammen med TV 2 Fyn, der har opfordret til at lægge telefonerne væk mandag d. 2. oktober.

 - Det er svært at undvære sin telefon, men det føles godt ikke at bruge sin telefon en hel dag, for så kan jeg lave alt muligt andet som at lege med mine venner uden at tænke på min telefon, siger Storm Banzon.

Ingen telefon i undervisningen

Og selvom Storm Banzons telefon i dag ligger slukket hjemme på kommoden, er det ikke usædvanligt, at eleverne ikke har deres telefoner på sig i skoletiden.

For på Risingskolen tager man telefonerne fra eleverne i undervisningen og giver den tilbage i pauserne.

I dag er dog alligevel anderledes, for i dag har størstedelen af eleverne slet ikke telefonerne med i skole.

Blandede modtagelser i 6.A

Men det er ikke alle eleverne i Risingskolens 6.A, der er lige glade for den mobilfrie mandag.

 - Det er virkelig svært. Det gør mig virkelig ked af det. Jeg kan ikke sætte ord på det, for det er utroligt sårende for mig ikke at have min telefon, siger en af eleverne.

En anden elev fra 6.A siger:

 - Det er virkelig svært, og det føles mærkeligt, for jeg plejer at have den med overalt.

Og for nogle af eleverne er der bekymringer ved ikke at have telefonen med sig:

 - Hvis der sker noget, så kan jeg ikke ringe til nogen. Jeg plejer at kunne ringe hjem, og det kan jeg ikke i dag, siger en elev.

For andre elever betyder det ikke så meget, at telefonen er blevet derhjemme.

 - Jeg kan ikke se meningen med at have sin telefon med i skole. Meningen ved skole er jo, at man skal være sammen med sine venner.

Selv er Storm Banzon splittet:

 - Det er nok både godt og skidt at lade den blive hjemme. Skidt fordi jeg ikke kan skrive til nogen - men det er nok godt for fællesskabet, siger han.

Elever i 6.A på Risingskolen
Elever i 6.A på Risingskolen

 - Vi er mere sammen og snakker mere sammen

Og Storm Banzon slutter frikvarteret af med at være positivt stemt over for mobilfri mandag:

 - Det har været godt, for vi får leget mere sammen, vi laver flere aktiviteter uden telefonen, og vi rører os mere.

Og Storm Banzon har måske en løsning på, hvordan man bedst imødekommer de elever, der gerne vil have telefonen med i skole som en sikkerhed, men på samme tid undgår at lade telefonen fylde for meget:

- Jeg vil gerne have telefonen med i skole - men i frikvartererne er det bedre at lade den ligge indenfor, for det føles godt, at vi ikke bare sidder i hvert vores hjørne med vores telefoner - vi er mere sammen og snakker mere sammen.

Mobilfri mandag igen?

Mobilfri mandag varer ikke kun i skoletiden, og især når Storm Banzon kommer hjem fra skole, spiller telefonen en stor rolle:

 - Jeg plejer at tage min telefon og ligge mig i sofaen og se Tiktok, når jeg kommer hjem fra skole. Jeg kommer nok til at kede mig lidt i dag. Jeg kan ikke rigtigt lave andet.

Efter en skoledag uden telefonen ved sin side er spørgsmålet, om Storm Banzon kunne finde på at undvære sin telefon igen?

 - Telefonen er en stor del af... Det er mine venner, der er der (på telefonen, red.), så hvis jeg ikke har min telefon, kan jeg ikke skrive eller kommunikere med dem, og så er jeg udenfor. Jeg har ikke lyst til at gøre det igen, fordi det bliver lidt for kedeligt.

Oversigt

    Oversigt