Et højspændingskabel, der bliver klassificeret som muligvis kræftfremkaldende, ligger på femte år klos op ad to udlejningshuse i bydelen Stige nord for Odense. Og selvom lejerne sover få meter fra kablet, tyder intet på, at kablet vil blive flyttet.
Ingen af de involverede parter i sagen vil tage ansvar for, at rækkehusene blev bygget få meter fra et 150 kV højspændingskabel. Kablet er omfattet af et forsigtighedsprincip og en anbefalet sikkerhedsafstand på seks meter, da forskningen ikke har kunne udelukke, at højspænding kan føre til leukæmi hos børn.
Vi har ikke begået fejl i sagen, og vi er ikke enige i, at vi har et ansvar,
Energinet, der ejer kablet, henholder sig, at kablet blev tinglyst som en servitut på ejendommen i 2004. Derfor mener Energinet, at Odense Kommune, der er bygge- og planmyndighed, har ansvaret for, hvordan der bliver bygget på ejendommen. Energinet anbefalede i 2017, at kablet blev flyttet på kommunens regning.
Odense Kommune havde ikke beskrevet forsigtighedsprincip og afstandskrav i lokalplanen og derfor blev husene på grunden lagt få meter fra kablet. Men trods fejlen tilsluttede et enigt By- og Kulturudvalg sig onsdag Odense kommunes holdning fra 2017 om, at kommunen ikke har lovhjemmel til at flytte kablet, da jordkablet bliver ejet af Energinet og ligger på en privatejet grund.
Afviser ansvar
Da de otte udlejningshuse i 2016 blev bygget på Hedelundhegnet var grunden ejet af entreprenør Per Pedersen Haarby A/S. Han afviser ligeledes at have et ansvar for, at husene, i forhold til forsigtighedsprincip og afstandskrav, blev bygget for tæt på kablet.
- Vi er af den opfattelse, at vi ikke har begået fejl i sagen, og vi er ikke enige i, at vi har et ansvar, sådan som vi tilsyneladende beskyldes for af rådmand, Søren Windell fra Odense Kommune, udtaler firmaet i en skriftlig kommentar gennem deres advokat.
Entreprenøren henviser blandt andet til beskyldninger, som Søren Windell kom med mandag:
- Jeg synes, at de er blevet holdt for nar af en udlejer, der ikke går ind og tager sit ansvar på sig og orienterer dem om den her fare, når de flytter ind.
- Jeg kan ikke forstå, at ham der ejer ejendommen, ikke også har været bekymret, da han får to breve – et almindeligt brev og et anbefalet brev – der fortæller, at det her er altså et problem på din ejendom. Og han ikke reagerer på det, sagde rådmanden blandt andet.
Ikke ulovligt byggeri
I brevet som Odense Kommune 10. februar 2017 sendte til entreprenør Per Pedersen Haarby A/S stod der blandt andet:
”Odense Kommune og Energinet.dk har konstateret, at afstanden mellem kablet og to af dine boliger beliggende Hedelundhegnet 3 og 7 er mindre end 6 meter.”
”Vi kan hertil bemærke, at det opførte byggeri efter vores opfattelse, er lovligt. Det er endvidere vores vurdering, at Odense Kommune, som bygge- og planmyndighed, ikke umiddelbart har grundlag for at foretage yderligere i forhold til byggeriet eller anvendelsen heraf.”
Med brevet fik entreprenøren en vejledning i forvaltning af forsigtighedsprincippet. Vejledningen, der er udarbejdet af Magnetfeltudvalget henvender sig blandt andet til plan og byggemyndigheder – altså kommuner.
Ikke grundlag for handling
Henvendelsen fra Odense Kommune blev af entreprenøren tolket som om, at virksomheden ikke behøvede at foretage sig yderligere.
- Efter vores opfattelse har Odense Kommune således overfor os bekræftet, at byggeriet er lovligt opført og benyttet til beboelse, skriver advokaten på vegne af Per Pedersen Haarby A/S.
- Vi har opfattet indholdet af kommunens skrivelse sådan, at kommunen har vurderet, at kommunens manglende iagttagelse af ”Sundhedsmyndighedernes forsigtighedsprincip”, er uden betydning, hvorfor der i praksis ikke var grundlag for at foretage orientering af lejerne i de berørte rækkehusboliger.
- Havde vi opfattet kommunens skrivelse anderledes, ville vi have været nødsaget til at forfølge sagen i forhold til Odense Kommune, der har begået fejl. Og vi har hverken modtaget henvendelser fra Odense Kommune eller Energinet.dk omkring mulighederne for flytning af kablet eller etablering af en afskærmning, skriver virksomheden.
Flyttede to bygninger
Entreprenør Combi Byg og Invest havde også planlagt byggeri meget tæt på højspændingskablet på nabovejen Hedelundmarken. Men i modsætning til boligerne på Hedelundhegnet var hans huse endnu ikke opført, da han i lighed med entreprenør Per Pedersen fik et brev fra Odense Kommune, om at det planlagte byggeri lå inden for sikkerhedsafstanden til højspændingskablet.
Brevet fik ejeren til at ændre byggeplaner, så de to huse blev rykket syv meter væk fra kablet.
- Vi tænkte på vores lejere. Det er det vigtigste for os, at vores lejere ikke bliver udsat for nogle stråler, siger Thomas Aaen, der er ejer af Combi Byg og Invest ApS.
Var det et krav fra Odense Kommune, at I flyttede jeres planlagte boliger væk fra kablet?
Nej, det var det ikke. Det var vores beslutning, siger Thomas Aaen.
Solgt til ny ejer
Men boligerne på Hedelundhegnet 3 og 7 var opført og ligger stadig klos op ad kablet.
I 2018 solgte entreprenør Per Pedersen ejendommen til firmaet Hedelundhegnet ApS fra Slagelse.
Ifølge medejer af Hedelundhegnet ApS, Tanja Steinbacher, blev firmaet ved købet ikke orienteret om, at der var to boliger, der var placeret for tæt på et højspændingskabel i forhold forsigtighedsprincip og afstandskrav.
Entreprenør Per Pedersens advokat ønsker ikke at forholde sig til, om Hedelundhegnet ApS ved købet i 2018 blev orienteret om kablets beliggenhed tæt på to huse.