Til Odense for tredje gang: OB forstærker truppen med fanfavorit

OB har forstærket superligatruppen med en gammel kending i form af angriberen Bashkim Kadrii, der nu for tredje gang i karrieren skifter til OB.

OB har tirsdag skrevet kontrakt med offensivprofilen Bashkim Kadrii, som dermed for tredje gang bliver OB-spiller.

Bashkim Kadrii blev i januar 2020 solgt fra OB til den saudiarabiske klub Al-Fateh FC for omkring 10 millioner kroner. Den kontrakt blev revet over i slutningen af januars transfervindue, og derfor kan angribere nu vende tilbage til Ådalen på en fri transfer.

- Jeg glæder mig til at komme i gang, og jeg glæder mig til at komme ud og spille. Odense er et sted, hvor jeg har været over to omgange, og hvor jeg har haft en masse succes, så jeg glæder mig og håber, det kan gentage sig. Jeg har haft så mange gode oplevelser med OB, hvor jeg kom som en ung knægt for mange år siden, og jeg har derfor også fulgt klubben, når jeg ikke har været her, så det er en klub, der betyder rigtig meget for mig, siger Bashkim Kadrii til ob.dk.

quote Der er ingen tvivl om, at både Bashkims og vores hjerte banker for hinanden, og det er ikke ofte, man oplever, at en spiller repræsenterer den samme klub over tre omgange

Michael Hemmingsen, sportsdirektør i OB

29-årige Bashkim Kadrii kom for første gang til OB tilbage i 2009 og står noteret for 40 mål i den stribede OB-trøje. Nu får han altså mulighed for endnu flere OB-mål, når han vender tilbage på en treårig aftale.

Det glæder OB’s sportsdirektør, Michael Hemmingsen, at de endnu engang er lykkes med at skrive kontrakt med Bashkim Kadrii.

- Hans spillemæssige kvaliteter er åbenlyse, og en Bashkim Kadrii i topform er blandt de bedste angribere i 3F Superligaen. Så det er en spændende tilføjelse til vores trup, og vi er fantastisk glade for at kunne byde Bashkim velkommen hjem til Odense. Der er ingen tvivl om, at både Bashkims og vores hjerte banker for hinanden, og det er ikke ofte, man oplever, at en spiller repræsenterer den samme klub over tre omgange, siger Michael Hemmingsen til OB's hjemmeside.

Fantastisk spiller

Nu er Bashkim Kadrii tilbage i Ådalen, hvor han er klar til igen at træne med OB-truppen. Det er dog et par måneder siden, han sidst har spillet en gældende kamp, men når han kommer tilbage i form, vil han være en god tilføjelse for alle superligahold, sagde OB-træner Jakob Michelsen til Ritzau efter søndagens 2-0-sejr over FC Nordsjælland.

- Der er ingen tvivl om, at en Bashkim Kadrii i topform er en fantastisk spiller og en fantastisk personlighed. Han er dygtig, sagde OB-træneren.

I det kommende halve år har han lånt trøje nummer 12 af fansene, og det ser han som en stor ære.

- Det bliver specielt at skulle spille med fansenes nummer, men jeg håber, jeg kan bære det med værdighed og gøre det godt, så det glæder jeg mig virkelig meget til, siger Bashkim Kadrii.

Bashkim Kadrii, som tidligere også har været i blandt andet FC København og Randers, står noteret for 169 kampe, 40 mål og 33 assister i OB-trøjen.

Oversigt

    Oversigt