Troels Bech: Fodbold er en livsstil

Troels Bech er optimistisk forud for OBs møde med Brøndby på søndag. De gode takter fra kampen mod AaB skal føres videre mod de blå og gule fra vestegnen.

Fredagens træning i Ådalen var præget af masser af taktik og dødboldsituatuioner, der skulle terpes.

OBerne virkede tændte, og hvis de kan spille som de gjorde det mod Aab i lørdags, har spillerne også grund til at tro på egne evner.

Og træner Troels Bech glæder sig til mødet med Brøndby, som OB længe kæmpede om de mindre spændende placeringer om i sidste sæson:

- Det er altid spændende at spille i Brøndby, og vi har jo imange år kæmpet om nogenlunde de samme placeringer. I de senere år har vi kæmpet om at komme væk fra bunden, Brøndby har investeret sig til et lille løft i sidste sæson, men det ændrer ikke på, at vi faktisk lige nu har chancen for at overhale dem med en sejr. Vi vil utrolig gerne følge op på den meget helhjertede indsats, vi leverede mod AaB.

Og netop den gode indsats og troen på, at man kan spille op med de bedste er det, OB skal bruge på søndag i Brøndby.

- Vi har ikke været stolte af de første to kampe, vi har spillet, og vi synes også at den forbedring, der var i kampen mod AaB var tiltrængt. Det giver også tro på, at det her hold, det har mange flere ressourcer i sig, end skeptikerne går og fortæller os om, og vi vi føler os rigtig godt rustet til sådan en kamp derovre. Vi har også en god statistik derovre, og alt sammen gør, at vi faktisk har en vis optimisme, siger Troels Bech.

Livsstil vi har her

Troels Bech er sikker på, at det gode spil mod AaB, hvor OB især i første halvleg sprudlede, har givet spillerne et mentalt løft, men så vil han heller ikke tillægge AaB-kampen større betydning.

- Vi skal ikke glemme, at det i sig selv er enormt motiverende for fodboldspillere at spille fodbold. Det er en livsstil, vi har her, og det er jo ikke sådan at kampen fra sidste gang skal afgøre, om vi har lyst i den kommende uge. Vi brænder for det her, og vi er fuldstændig opslugt af at lave bedst mulige præstationer og gode resultater, siger træneren.

Truppen er stort set skadesfri. Kun Jacob Barrett Laursen er fortsat ude på grund af en fodskade, han fortsat døjer med. Rasmus Falk har haft lidt problemer med lysken i ugens løb, men Troels Bech gætter på, at han bliver klar til kamp på søndag.

Brøndby - OB begynder klokken 19.00.

Oversigt

    Oversigt