Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) skriver i en pressemeddelelse, at Iran øjensynligt har været involveret i sager om religiøse skilsmisser i Danmark.
Irans ambassadør er indkaldt til møde, skriver Udenrigsministeriet.
- Jeg tager de forlydender, der har været om, at den iranske ambassade uopfordret opsøger herboende kvinder for at presse dem til at få deres danske skilsmissepapirer religiøst valideret, yderst alvorligt, siger Jeppe Kofod i en pressemeddelelse.
Derfor er Irans ambassadør indkaldt til møde med Udenrigsministeriets politiske direktør for at forklare sig.
Med forlydender refererer Kofod blandt andet til en historie på TV2 Fyn. Her fortæller en kvinde, at hun blev kontaktet af den iranske ambassade, da hun ville skilles fra sin mand.
Ifølge historien sagde ambassaden, at skilsmissen skulle laves af en imam, hvis den skulle gælde i Iran.
- Imam Ali Moskeen har et meget formelt samarbejde med den iranske ambassade, hvor de samarbejder om at udstede nogle dokumenter, som giver kvinderne lov til at få status som fraskilt kvinde.
- Det er dokumenter, der for mange kvinder er nødvendige for, at de kan tage til hjemlandet og besøge familien. Ellers vil de i Iran ikke blive betragtet som fraskilt, siger kvinden, Roya Moore, til TV2 Fyn.
At ambassaden på den måde blander sig, vil Kofod altså nu undersøge.
- Vi vil selvfølgelig på ingen måde acceptere, hvis en ambassade er involveret i sager, der strider mod dansk lovgivning - og strider mod vores grundlæggende demokratiske værdier i Danmark.
- Den form for religiøs kontrol, som vi har hørt om i medierne hører ikke hjemme i Danmark, siger Kofod.
Tirsdag aften sagde udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) til Berlingske, at regeringen vil fremlægge et lovforslag. Det skal kunne give fængselsstraf til imamer, som laver religiøse kontrakter om eksempelvis skilsmisse.
- Den form for religiøs kontrol, som vi har hørt om i medierne, hører ikke hjemme i Danmark. Derfor har jeg indkaldt den iranske ambassadør for at få en forklaring, skriver Jeppe Kofod.