Udviklingschef i Odense er stoppet

Udviklingschefen i Odense Kommune gennem de seneste 10 måneder, Janus Krarup, er stoppet med øjeblikkelig virkning.

Janus Krarup har været udviklingsdirektør i Odense Kommune, og dermed øverste chef i Udvikling Odense, siden 1. august 2010.

Aftalen om fratrædelse er indgået med Janus Krarup efter en periode med drøftelser om hans fremtidige virke i regi af Udvikling Fyn, oplyser Odense Kommune.

Ikke kandidat til direktør-job for Udvikling Fyn

Som begrundelse for fratrædelsen skriver Odense Kommune:

- Janus Krarup og Odense Kommune er enige om, at Janus Krarup ikke er kandidat til stillingen som direktør for Udvikling Fyn, og derfor har parterne i enighed valgt, at indgå en aftale om fratrædelse før processen for etablering af Udvikling Fyn for alvor går i gang.

- Udmeldingen om aftalen kommer på nuværende tidspunkt, for at medarbejdere og samarbejdspartnere er bekendt med situationen før etableringen af en ny organisation tager fart, skriver kommunen.

Mads Graves Larsen er konstitueret som udviklingsdirektør. Det vil først senere på året blive afgjort, om Mads Graves Larsen overgår som direktør i Udvikling Fyn.

Oversigt

    Oversigt