Underjordiske pæle skal sikre, at letbanen ikke synker yderligere

I de seneste uger har man ved Rosengårdcentret Station kunnet se, at skinnerne er blevet brudt op. Det har vist sig, at sporet synker på grund af en blød bund.

Du har måske undret dig over, hvorfor letbanens entreprenør ødelægger et stykke arbejde, den selv har foretaget.

Men grunden til det skal findes 17 millimeter under jorden, oplyser Odense Letbane. 

Det er nemlig den længde, som sporet ved Rosengårdcentret Station nogle steder er sunket på grund af en blød bund.

Problemet med de sunke skinner skyldes en opfyldt tunnel, hvor jorden ikke er tilstrækkeligt komprimeret til at bære letbanen.  Det viser kontrollen af letbanes konstruktioner.

- Da der desuden er en risiko for, at sporet over tid ville synke yderligere, er det vigtigt at udbedre fejlen netop nu, siger Søren Steen Thrane, der er projektleder hos Odense Letbane.

Derfor har man nu valgt at understøtte skinnerne med underjordiske pæle.

Højden på en tændstikæske

- 17 millimeter er ikke meget – og ikke meget mere end højden på en lille tændstikæske. Men det er nok til at forringe den niveaufri adgang mellem perron og tog, så det bliver svært at komme ind- og ud af letbanen, hvis man benytter for eksempel en kørestol, rollator eller en barnevogn, siger Søren Steen Thrane.

Når de enkelte rør er på plads, vil de blive fyldt med en særlig stærk betonblanding for at gøre dem endnu stærkere. Derefter montereres vandrette stålbjælker oven på rørene som understøtning af letbaneskinnerne. Når alt det er på plads, bliver selve letbanesporet genopbygget og finjusteret, så letbanen kan begynde at køre test på strækningen fra slutningen af januar 2021.

Letbanen er planlagt til at åbne i efteråret 2021.

Oversigt

    Oversigt