Vigtig Novo-uddannelse i Odense skal lukke: Nu vil fynsk folketingspolitiker tage sagen op med minister

I kølvandet på nyheden om at Novo Nordisk kommer til Odense, kunne TV 2 Fyn også fortælle, at UCL i Odense besluttet at nedlægge laborantuddannelsen i Odense. Det skal der findes en løsning på, lyder det fra Trine Bramsen (S).

Der var ikke mange sure miner at spore, da det fredag kom frem, at Novo Nordisk er langt i planerne om at bygge en ny fabrik i Tietgenbyen.

Men på laborantuddannelsen på UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole i Odense var der alligevel undren, fordi bestyrelsen for UCL i juni besluttede, at den 15 år gamle laborantuddannelse skal lukke.

- Jeg synes, at det er megaærgerligt, at uddannelsen bliver lukket, især nu da der er mere til os. Det er helt forfærdeligt, og det er så dumt, lød det lørdag fra Sif Kirch Larsen, der er laborantelev på 3. semester.

Novo Nordisk har et par tusinde laboranter ansat i hele landet, og derfor deler den fynskvalgte folketingspolitiker Trine Bramsen, de laboratoriestuderendes undren. Hun fortæller til TV 2 Fyn, at hun vil tage sagen op med Uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund (M).

- Vi vil prøve at se, om vi ikke kan finde en løsning på det. Det siger sig selv, at når der kommer så mange private arbejdspladser, så har vi som samfund en interesse i, at vi understøtter med uddannelser. Derfor er det helt forkert, når så central en uddannelse for Novo Nordisk, lukker, siger Trine Bramsen.

Derfor tager hun sagen med til næste møde i regeringspartierne med ministeren, der afholdes i den kommende uge.

Millionunderskud på uddannelsen

Hvad der præcis skal gøres, har Trine Bramsen endnu ikke et bud på, da hun gerne vil holde mulighederne åbne. Men hun understreger, at målet er, at laboratorieuddannelsen ikke lukker permanent.

- Vi vil gerne give UCL en håndsrækning til at drive uddannelsen videre. Hvordan vi præcist løser det, vil vi snakke med ministeren, men det er Socialdemokratiets holdning, at vi finder en løsning, siger hun og uddyber:

- Vi skal tage en god snak med ministeren om, hvilke løsninger, vi kan tage i brug, for der er mange måder at understøtte fortsættelsen af uddannelsen.

Årsagen til, at laboratorieuddannelsen har fået kniven, er, at den sidste år gav et underskud på 1,7 millioner kroner. Blandt andet fordi ministeriets tilskud til laborantuddannelsen i Odense blev sat ned i 2018. Samtidig er frafaldet til uddannelsen omkring 50 procent.

Det ændrer ikke på, at det vil være et stort problem, hvis beslutningen føres ud i livet, mener Trine Bramsen:

- Det, der er vores opgave de kommende år som politikere, er at sikre de bedst mulige rammevilkår for, at Novo Nordisk bliver stærke på Fyn, og kan skabe en masse arbejdspladser. Og der er uddannelse et vigtigt parameter.


Oversigt

    Oversigt