Tahir Siddique slår ud med armene i Arkaden Food Markets store lokaler, hvor bordene er væk og boderne er lukket af.
- Når man står her og kigger rundt, ser det meget tomt ud, siger investoren, der i fredags underskrev en femårig lejekontrakt med udlejer Karsten Bill Rasmussen.
Men det kommer ikke til at vare længe, før der igen vil være liv og street food i Arkaden. Planen er, at stedet skal genåbne 1. oktober, men lige nu er der meget, der skal falde på plads.
- Vi har taget det for at komme i gang - uden at have en aftale med boderne. Men vi har en dialog med den advokat, boderne hyrede i forbindelse med konkursen. Og de vil alle sammen gerne tilbage, forsikrer Tahir Siddique.
Ikke grundlæggende anderledes
Arkaden Food Markets konkurs i slutningen af juli kom meget bag på Tahir Siddique, der derefter handlede hurtigt.
- Jeg har ikke tænkt så meget over det. Jeg kan godt lide at komme hernede, jeg synes, det er hyggeligt, siger han.
Planen var først og fremmest at få liv i stedet igen, og i det store og hele er planen at drive street food-stedet videre i samme ånd.
- Vi kommer ikke til at lave om på konceptet som sådan, men vi har nogle tanker om, at der skal være et aktivit børneområde. Der skal også være en scene, og der skal holdes nogle foredrag. Der skal være aktiviteter for alle grupper, siger Tahir Siddique.
Derfor bliver det travlt frem til åbningen 1. oktober, der dog ikke er mejslet i sten.
- Hellere åbne en uge senere eller et par dage senere, og at det så er helt klar. Det er så ærgerligt, hvis folk kommer herind, og det så ikke virker. Det duer ikke, siger investoren.
Ting skal bearbejdes
Flere af bodejerne udtrykte deres tydelige frustration, da Arkaden Food Market gik konkurs i slutningen af juli, og det er Tahir Siddique opmærksom på i dialogen om genåbning.
- Det er klart, at der er nogle ting, der lige skal bearbejdes. De har mistet nogle penge på konkursen, og der er nogle ting, vi lige skal have løst, siger han og fortsætter:
- Vi prøver at gøre det så lempeligt som overhovedet muligt. Jeg kan godt forstå den situation, de er i, så vi forsøger at strække os så langt, vi kan, så de får en god start.
Men han er forhåbningsfuld og sikker på, at det hele nok skal gå. Én ting er sikkert: Der er rigeligt at lave.
- Vi skrev under i fredags, og nu er det onsdag, så der er stadig mange bolde i luften, siger han.