Vil statuere et eksempel: Fem personer risikerer at miste deres statsborgerskab efter knivoverfald

Ti personer er tiltalt i sag om livsfarligt knivoverfald på en parkeringsplads i Odense. Fem af de tiltalte kan risikere udvisning af landet, selvom de har dansk statsborgerskab, hvis sagen i sidste ende bliver dømt som bandekonflikt.

Fem formodede bandemedlemmer risikerer at miste deres danske statsborgerskab.

De er tiltalt for et livsfarligt knivoverfald på en parkeringsplads ved Odense Banegård Center tilbage i januar. Hvis Retten i Odense vurderer, at overfaldet er begået som led i en bandekonflikt, risikerer de fem udvisning. 

I så fald vil det være første gang nogensinde i dansk retspraksis, at en dom for alvorlig bandekriminalitet udløser en billet ud af landet, fortæller senioranklager Daniel Dokkedahl ved Fyns Anklagere.

- Det er en meget alvorlig sag om alvorlig kriminalitet. For at statuere et eksempel er det vigtigt at bruge sådan en lov for at sætte op mod hård kriminalitet og tage skrappere midler i brug, siger senioranklager Daniel Dokkedahl til TV 2 Fyn. 

I 2021 vedtog Folketinget en ændring af Indfødsretsloven, der gør, at udover terrorsager kan også alvorlig bandekriminalitet medføre frakendelse af statsborgerskab ved dom.

Det betyder også, at man mister retten til at opholde sig i Danmark.

- Hvis du laver bandekriminalitet over et større perspektiv, så er der nu mulighed for frakendelse. Man må dog ikke frakende et statsborgerskab, hvis personen ikke har andre statsborgerskaber, uddyber han.

- Det er for at imødegå alvorlig kriminalitet, og det er også et håb om, at det kan virke præventivt. 

Flere af de tiltalte i sagen har enten dobbelt statsborgerskab eller mulighed for at få statsborgerskab i et andet land. Derfor er der ifølge anklageskriftet hos fem af dem "nedlagt påstand om frakendelse om statsborgerskab". 

Konflikt mellem bander

Hændelsen fandt sted på Dannebrogsgade ved Odense Banegård 13. januar i år. Her blev to personer såret under knivoverfaldet, hvor en af dem var i livsfare.

Ifølge Fyns Politi er det opfattelsen, at overfaldet var planlagt og skete som led i en konflikt mellem to bandegrupperinger, hvor der tidligere er anvendt skydevåben. 

- Efterforskning har efterfølgende vist, at overfaldet er en del af en eksisterende bandekonflikt mellem to bandegrupperinger. Der er derfor rejst tiltale mod bandeoverfald, og det skal straffes efter dette, siger senioranklageren.

Her mener politiet, at der er tale om endnu et opgør mellem de to rivaliserende grupperinger 9hunna og NBV, skriver Fyens Stiftstidende.

Spørgsmålet om statsborgerskab kommer dog først op på et senere tidspunkt, hvis de tiltalte altså bliver kendt skyldige og idømt en dom, uddyber senioranklageren.

Fredag i næste uge ventes der dom i sagen.

Drab, knivstikkeri og utryghed blandt almindelige borgere, og det er nogle af konsekvenserne af den blodige og ualmindelige bandekonflikt i Odense. Senest har også rockergruppen Satudarah lejet sig ind i en nedlagt skovbørnehave i Spedsbjerg.

Oversigt

    Oversigt