Vodkaglad mand stjal 12 flasker vodka under koncert

En 38-årig mand stjal fredag aften 12 flasker vodka under en TV-2-koncert i Kongens Have.

En 38-årig mand blev fredag aften taget på fersk gerning. 

Under en TV-2-koncert i Kongens Have i Odense sneg han hele 12 stjålne flasker vodka ned under hegnet for at få dem med hjem. 

Det oplyser vagtchefen ved Fyns Politi, Hans Jørgen Larsen. 

- Han fik nappet 12 flasker, mens alle stod og lyttede til koncerten. Da han så forsøger at snige flaskerne ud under hegnet, bliver han opdaget, fortæller vagtchefen til TV 2/Fyn. 

Den 38-årige mand bor i Odense, men er oprindeligt fra Polen. 

Klokken var lidt over syv fredag aften, da han under koncerten med TV-2 i Kongens Have i anledning af H.C. Andersen Festivals stjal de mange flasker vodka. 

- Manden blev med det samme taget med på stationen, siger Hans Jørgen Larsen og fortsætter:

- Han var meget fuld og har i nat sovet sin brandert ud hos os. 

Lørdag morgen blev den vodkaglade mand igen løsladt efter, han var blevet afhørt og sigtet for tyveriet. 

Oversigt

    Oversigt