Voldsom kvinde fængslet

Fuld voldskvinde midt i Odense angriber tilfældige. Dommer har fængslet den 40-årige i fire uger.

En tilfældig kvindes hoved blev holdt nede i et springvand. En cyklist fik flere slag. Og en handicappet mand fik også bank.

Sådan gik det ifølge politiet for sig, da en 40-årig beruset kvinde midt i Odense var ualmindeligt aggressiv.

På vejen Stammen opførte hun sig lørdag aften noget støjende, og derfor bad en anden kvinde, der er 31 år, hende om at dæmpe sig.

Reaktionen kom lynhurtigt, oplyser vagtchef Lars Fredensborg i Fyns Politi:

- Hun griber fat i håret på hende og presser hendes hoved ned i vandet i et springvand i fem-ti sekunder. Og bagefter bliver hun slået, siger han.

I det samme kom en 48-årig mand cyklende, og han sprang af for at hjælpe voldsofferet. Men så blev også han offer.

- Hun truer ham med en knust ølflaske, og hun slår ham både i ansigtet og på kroppen, fortæller vagtchefen.

Efter en kort pause i en kiosk kom den 40-årige udenfor igen, og det viste sig, at hun endnu ikke var kølnet af.

Hun fik øje på en multihandicappet mand i en kørestol.

- Hun slår ham i ansigtet både med flad hånd og knyttet hånd, beretter politiets vagtchef.

Lovovertrædelserne stoppede ikke, da ordensmagten dukkede op.

- Hun råbte Hitler-svin, nazi-svin og smølfer efter betjentene, siger Lars Fredensborg.

Disse ord udgør også en overtrædelse af straffeloven, men endnu var det ikke slut. Til sidst blev en betjent sparket på højre skulder.

Vagtchefen siger, at kvinden er "en gammel kending" - og søndag besluttede en dommer at varetægtsfængsle hende i fire uger.

Oversigt

    Oversigt