Voldtog og brændte hustru: Ung somalier fra Odense udvist

To advarsler til somalier fra Odense om udvisning afholdt ham ikke fra at overfalde sin unge hustru.

Efter at have voldtaget og brændt sin hustru med cigaretter er en ung somalisk mand blevet udvist af Danmark.

Den 22-årige er født og opvokset i Danmark. Han kan kun tale en smule somali og har en væsentlig stærkere tilknytning til Danmark end Somalia, men trods det er det nødvendigt at skride til udvisning, har Retten i Odense slået fast.

Siden han fyldte 15 år, har han adskillige gange været i konflikt med loven. Røveri, tyveri, bedrageri er det blevet til.

Hele to gange er han tidligere blevet tildelt advarsel om udvisning, oplyser retten på sin hjemmeside om sagen.

Blev kærester i fængslet

Den aktuelle sag har ført til en dom på fængsel i fem år. Offeret var hans unge hustru med irakisk baggrund. De to fandt hinanden via en app, mens han var i fængsel, skriver det regionale medie fyens.dk onsdag.

Det var kvindens mor, der gik til politiet. Hun undrede sig ifølge fyens.dk over, at datteren gik med solbriller. Under et videoopkald fandt moren ud af, at brillerne havde skjult et blåt øje.

I dommen har retten dømt den 22-årige mand for voldtægt, vold og andre lovovertrædelser.

Udvisningen begrundes med, at der er grund til at tro, at manden igen vil begå personfarlig kriminalitet og berigelseskriminalitet. Udvisningen er nødvendig af hensyn til den offentlige tryghed og for at forebygge forbrydelser.

Mandens ret til et familieliv efter menneskerettighedskonventionen krænkes ikke, lyder det.

Den 22-årige har anket dommen til landsretten.

Oversigt

    Oversigt