Analyse: Ingen revner i den konservative opbakning til Windell

Den konservative ledelse i Odense har slået ring om Søren Windell, som de entydigt bakker op om frem mod kommunalvalget til efteråret.

Der er ingen tøven i den konservative top i Odense, når det kommer til opbakningen af partiets spidskandidat til det kommende kommunalvalg, Søren Windell.

Den konservative ældre- og handicaprådmand er kommet i mediernes søgelys, efter det kom frem, at han i 2007 fik en dom for skyldnersvig i en konkurssag.

Men opbakningen fra partiet er fortsat intakt.

- De slår ring om ham i øjeblikket. Jeg har mandag talt med en hel del fra partiet, og de siger, at Søren Windell er deres kandidat, og at de har tænkt sig at holde fast i ham, siger TV 2 Fyns politiske analytiker, Jesper Buch, som har fulgt sagen tæt.

Den konservative inderkreds vidste godt, at Søren Windell tilbage i 2007 havde fået en betinget dom på tre måneders fængsel og en bøde for skyldnersvig for sin rolle i en konkurssag, så derfor er der for dem ikke noget nyt i denne sag, forklarer han.

- Så partiet holder fast i Søren Windell, og der er ikke noget, der tyder på, at der er revner i opbakningen, siger den politiske analytiker.

Spidskandidat

Når kommunalvalget står for døren til efteråret, bliver det endnu engang med Søren Windell som spidskandidat. Det besluttede den konservative vælgerforening enstemmigt i sidste uge.

Og det er der umiddelbart ikke noget, der kommer til at lave om på, vurderer Jesper Buch.

- De Konservative er i dén grad, virker det på mig, indstillet på, at Søren Windell skal være spidskandidat. Det er der ikke noget, der kommer til at ændre på – selvfølgelig med mindre at der opstår noget nyt. Men på det foreliggende grundlag har de en politiker, som de godt kendte til i forvejen. Og man skal have lov til i sin ungdom at have begået nogle fejltrin, siger de til mig.

Flere af de ledende konservative i Odense har til TV 2 Fyn mandag sagt, at der er for få politikere som Søren Windell. Altså politikere, der har haft jord under neglene og ikke er gået direkte fra universitetet og ind i den politiske verden.

- I økonomiudvalget i Odense Kommune har de fleste politikere ikke den samme baggrund som Søren Windell, og det synes de konservative er en styrke. Så der er ikke nogen vaklen i det konservative bagland. Opbakningen til Søren Windell er der, siger Jesper Buch.

De konservative mener ikke, en gammel dom skal belaste Søren Windell, og de vælgere, vi talte med i dag, giver dem ret.

Oversigt

    Oversigt