Mangel på hjælpere tvinger borgere på hospitalet

Region Syddanmark mangler stadig hjælpere til personer, der har hjemmerespirator, og patienter frygter derfor, at de igen bliver unødvendigt indlagt.

Sommerferieplanerne om udflugter og familiebesøg er måske i fare for Heidi Skov. Hun bruger nemlig hjemmerespirator og er afhængig af en hjælper, der kan overvåge, at den virker, som den skal. Med en hjælper kan Heidi Skov klare det meste selv derhjemme, hvilket hun sætter pris på.

- Det er en livskvalitet for mig, siger hun. 

Men Region Syddanmark oplever udfordringer med at skaffe hjælpere, og ellers raske patienter bliver derfor indlagt på sygehusene i stedet.

Sidste sommer blev det til seks uger på hospitalet for Heidi Skov, selvom det ikke var nødvendigt. Det ærgrer hende, og hun frygter, at det samme sker igen i år. 

- Hvis jeg så har lagt planer, så går planerne i vasken, og så er man isoleret på en stue og kan ikke komme nogen steder, siger hun.

I alt 70 gange i årets første fem måneder er en borger, som ellers er rask, blevet indlagt. Ifølge ledende overlæge på Respirationscenter Syd, Michael Sprehn, er en af årsagerne til manglen på hjælpere, at der generelt mangler arbejdskraft i hele landet. Men der er også en anden faktor, der spiller ind.

- Det er et område, hvor lønnen ikke er specielt høj, siger han.

Samme problematik igen

Men det er ikke noget nyt problem. Tilbage i september dækkede TV 2 Fyn problemet. Derfor satte Region Syddanmark, Muskelsvindfonden og flere andre parter sig ned for at drøfte mulige løsninger.

Nogle af de løsninger bliver nu taget i brug. Mindstekrav til udbyderne, bedre uddannelse og bod, hvis de ikke lever op til aftalen, er nye elementer i regionens udbud. Ifølge Michael Sprehn kan det forhåbentlig på den lange bane tvinge firmaerne til at finde vikarer, hvis der mangler hjælpere.

- Mest af alt for at signalere overfor leverandørerne, at vi tager det meget alvorligt, at de leverer, siger ledende overlæge Michael Sprehn.

Det er også en dyr løsning, når patienter som Heidi Skov ender på hospitalet. En hjælperordning koster dagligt 4.100 kroner, mens en indlæggelse på intensiv koster cirka 20.000 kroner.

Regionen vælger den mindste pris

De firmaer, der står for at udbyde hjælpen, er dog ikke tilfredse med det nye udbud. Regionen vælger nemlig det firma, der kan udføre arbejdet til den mindste pris. Og når en af udfordringerne er lønnen, giver kravene ifølge firmaerne ikke plads til en højere løn til medarbejderne. En kritik, som dog ikke bekymrer ledende overlæge på Respirationscenter Syd. 

Hvordan vil I sikre en stabil og professionel ordning, når det billigste bud vinder?

- Det gør vi i kraft af de her mindstekrav og også forpligter os til at være endnu mere opsøgende, siger Michael Sprehn. 

Direktøren fra Focus-People, Jeppe Bo Petersen, der er operatør på området i dag, har ikke tænkt sig at byde på opgaven. Han vil hellere operere i regioner, der vægter kvalitet højere end pris. 

- I forhold til det aktuelle udbud, har Region Syd desværre valgt at sende respiratoropgaven i udbud med pris som eneste kriterium. Og med afsæt i vores kvalitetsstandarder og vores medarbejderes faglighed har Focus People derfor valgt ikke at byde på opgaven. Det er vi kede af på vegne af de borgere, vi hidtil har betjent, men vi ønsker ikke at gå på kompromis med den kvalitet og service, vi mener, der skal til for at skabe tryghed for de borgere, vi taler om her, skriver Jeppe Bo Petersen til TV 2 Fyn.

Sidste år sagde Malene Bonde jobbet op som respiratorisk hjælper, netop fordi hun mente, at lønnen ikke passede til det ansvar, hun havde. 

Oversigt

    Oversigt