Region Syddanmark har flest smittetilfælde: Sådan vil man bekæmpe engelsk mutation

Region Syddanmark indfører nu nye tiltag for at inddæmme smitte af den engelske coronavariant. Medarbejdere med patientkontakt får tilbudt test én gang om ugen.

Region Syddanmark er den region, hvor der i øjeblikket er flest tilfælde af den engelske coronavariant Cluster B.1.1.7. Det viser de nyeste tal fra Statens Serum Institut.

I uge 1 blev der fundet 15 positive prøver af varianten i Region Syddanmark. Det svarer til ni procent af de syddanske stikprøver, som Statens Serum Institut foretog.

I uge 53 lå tallet på 5,8 procent i Region Syddanmark.

- Det er bestemt tal, som vi tager alvorligt. Derfor reagerer vi også med det samme og indfører yderligere tiltag på vores sygehuse, som skal være med til at inddæmme smitten. Cluster B.1.1.7 er en særdeles smitsom variant, og vi gør alt, hvad vi kan for at undgå smittespredning på sygehusene, siger koncerndirektør Kurt Espersen fra Region Syddanmark i en pressemeddelelse.

Test én gang om ugen

Indtil nu er medarbejderne tilbudt test enten hver anden eller sjette uge, afhængigt af om de er i øget risiko for at blive smittet eller arbejder med en sårbar patientgruppe.

Men fra denne uge vil medarbejdere, som har patientkontakt,  blive tilbudt test én gang om ugen.

Derudover vil smitteopsporingen blive intensiveret. Hvor der tidligere skulle to-tre smittede til på en sygehusafdeling, før det blev betragtet som et smitteudbrud, vil det nu blot kræve én smittet, før en omfattende smitteopsporing går i gang.

Der vil samtidig blive en mere intens opfølgning på smitteudbrud med hyppige test dagligt eller hver anden dag i de afdelinger, hvor der er fundet smitte.

Vil selv teste varianter

Regionen arbejder også på selv at kunne foretage en såkaldt genomsekventering af test allerede i denne uge, så regionen selv kan identificere, om der ved en positiv test er tale om Cluster B.1.1.7 eller ej.

I dag kan test i Region Syddanmark kun afgøre, om der er tale om en coronavariant, men ikke hvilken variant der er tale om.

- Det vil gå lidt hurtigere med at få svar på, om vi har med den smitsomme engelske variant at gøre, når vi selv har mulighed for at foretage analyserne. Det giver os mulighed for at følge udviklingen af Cluster B.1.1.7-varianten tættere, siger koncerndirektør Kurt Espersen

Genomsekventeringen kommer til at foregå på Odense Universitetshospital og på Sygehus Lillebælt i Vejle.

Fakta om den engelske coronavariant Cluster B.1.1.7

Oversigt

    Oversigt