24 lokale virksomheder samlet under ét tag. Det er det etablissement, Flemming Kjær en efterårsdag byder velkommen indenfor i.
Og det har fået navnet Erhvervspark Assens.
- Det er enormt spændende herude, fordi der er så meget diversitet mellem lejerne, siger Flemming Kjær, der er direktør i KVR Vikar og Rekrutering.
Og erhvervsparken byder på vidt forskellige virksomheder, der både har med handel, produktion, service og iværksætteri at gøre.
Låneproblemer er skyld i virksomheders samarbejde
Og grunden til, at Erhvervspark Assens overhovedet er blevet skabt, er blandt andet på grund af bankernes tilbageholdenhed med at godkende lån til iværksættere, hvis de ønsker at drive forretning i et yderområde.
- Jeg har faktisk ofte oplevet virksomheder rundt i Danmark, der ikke en gang har kunne få en firmakonto. Vi snakker ikke en gang kassekredit, vi snakker en simpel firmakonto, siger Flemming Kjær.
Og det er et problem, som flere erhvervschefer på Fyn bekræfter.
- De dele af de fynske kommuner, der ligger langt fra motorvejen, er udfordrede, siger Kristine Lawaetz Lyngbo, der er erhvervschef i Assens Kommune.
- Når man bevæger sig ud i områder langt fra motorvejen i det, vi kalder landzoner, kan der opstå udfordringer, bekræfter Babak Djarahi, der er erhvervschef i Nyborg Kommune.
Iværksætteri ryger i vasken uden finansiering
Som følge af låneproblemerne er der i Assens opstået et alternativt og også delvist uofficielt lånemarked uden om bankerne. Og det lånemarked er drevet af private investorer, der blandt andre tæller Flemming Kjær.
- Når der kommer et godt projekt, vil jeg gerne bakke op om det, og det gør jeg ved at låne dem nogle penge, siger Flemming Kjær og fortsætter:
- Jeg tror, at der er rigtig mange iværksætterdrømme, der ikke er blevet til noget, fordi man ikke havde finansieringen til at få det startet op. Så det drejer sig altså om, at bankerne melder sig ind i kampen, siger han.