Socialdemokrat: Overvågning med video af motorvejsbroer om en måned

Kun få politikere tror, at det er muligt at sikre motorvejsbroer, så stenkast mod biler kan forhindres. Socialdemokraten Trine Bramsen mener som en af de få, at det er nødvendigt med videoovervågning.

TV 2/Fyn har kontaktet en række transport- og retsordførere for de politiske partier på Christiansborg, og kun de færreste tror på, at det er muligt at sikre motorvejsbroerne.

Socialdemokraterne skiller sig dog ud med et klart ønske om at lave videoovervågning af udsatte broer, så hurtigt som muligt.

 - Vi synes, at det er vores pligt at sætte ind overfor det her. Videoovervågning kan vi få etableret relativt hurtigt. Vi skal tænke på, hvor mange mennesker det her berører og der bliver bekymrede. Jeg synes, at det er vigtigt at vi får iværksat øget videoovervågning, siger Trine Bramsen.

Men den holdning får ikke opbakning fra regeringspartierne.

- Umiddelbart så er det ikke noget, der ligger lige for. Jeg kan ikke huske, hvor mange tusinde broer der er. Det er helt absurd økonomi i forhold til at sikre dem. Det bliver meget symbolsk, hvis man gør det, siger transportordføreren for Liberal Alliance Villum Christensen.

Samme melding kommer fra et af de andre regeringspartier:

- Vi kan aldrig gardere os imod afstumpede idioter. Trådhegn ved en eller flere broer vil blot medføre falsk tryghed. Stenkasterne kan blot flytte til den næste vejbro. Eller en jernbanebro. Desuden ville de blive ufatteligt dyrt, hvis samtlige broer i Danmark skulle sikres effektivt, siger Kristian Pihl fra Venstre.

Heller ikke på venstrefløjen er der en tro på at overvågning og sikring af broerne er vejen frem for at bekæmpe stenkast.

- Det vil være en uoverkommelig opgave at sikre alle broer, siger Karsten Hønge fra SF, og samme toner lyder fra Enhedslisten.  

- Hvis man skulle sikre alle broer i dette land, ville det blive meget dyrt. Men der er givetvis nogle oplagte steder, man skulle sikre, siger Henning Hylledsted fra Enhedslisten.

Onsdag holder partierne bag politiforliget møde med justitsministeren, og her vil Trine Bramsen rejse sagen:

- Regeringen bør efter mødet gå tilbage og regne på en model. Så må de komme tilbage og fortælle, hvad det koster. Det bør man kunne gøre, lyder det fra den socialdemokratiske retsordfører.

Oversigt

    Oversigt