Stenkast-sagen: Tre år efter er drabsmanden stadig på fri fod
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
For tre år siden dræbte et stenkast fra en fynsk motorvejsbro den 33-årige Nelli Gosmann og invaliderede hendes mand. Sagen er fortsat uopklaret.
Den 21. august 2016 var den tyske familie Gosmann på vej hjem fra ferie, da en 30 kilo tung betonklods smadrede forruden på familiens Seat Leon og dræbte Nelli Gosmann på stedet.
Hendes mand, Andreas Gosmann, blev alvorligt kvæstet, mens parrets dengang femårige søn, Alexander, fysisk slap med overfladiske skrammer.
Betonklodsen var blevet kastet ned på Fynske Motorvej fra Langesøvejbroen ved Skallebølle.
Hundredvis af henvendelser
Tre år efter er sagen fortsat uopklaret, men Fyns Politi efterforsker stadig drabssagen. Det forklarer politiinspektør Johnny Schou fra Fyns Politi.
- Vi holder fortsat den her sag i drift. Der er nogle ting, vi stadig følger op på. Vi følger op på nye borgerhenvendelser, og vi har stadig nogle spor, vi mangler at løbe til ende. Vi fortsætter efterforskningen, forklarer Johnny Schou.
Stenkast fra motorvejsbroer: Skjulte kameraer skal afsløre gerningsmænd
Et synligt videokamera på en fynsk motorvejsbro. Men nu bliver der også brugt skjulte videokameraer.
Et synligt videokamera på en fynsk motorvejsbro. Der er også opsat skilte, der advarer om videoovervågning.
Politiet opsætter nu skjulte videokameraer ved udvalgte motorvejsbroer for at afsløre gerningsmænd, der kaster sten ned fra broerne.
Rigspolitiet har indkøbt et antal kameraer, som kan opsættes skjult ved udvalgte motorvejsbroer rundt om i landet. Det oplyser Rigspolitiet i en redegørelse.
- De skjulte kameraer kan navnlig anvendes til at understøtte efterforskningen af de alvorligste hændelser, skriver Rigspolitiet i et svar til justitsminister Søren Pape Poulsen (K).
Kritik for manglende kameraer
For to år siden blev en tysk familie ramt af en stor betonflise på den fynske motorvej. Kvinden døde på stedet, og manden blev invalid.
For at sætte en stopper for stenkast ved motorvejsbroer, sagde justitsminister Søren Pape Poulsen i november 2017, at han ville sætte 30 kameraer op på udvalgte steder.
Men kun tre ud af 30 kameraer er sat op i slutningen af august 2018, viste en aktindsigt fra Justitsministeriet og oplysninger fra Rigspolitiet ifølge Radio24syv.
Det blev mødt med kraftig kritik fra blandt andet Socialdemokratiet.
- Det er simpelthen mangel på respekt. Vi havde fået lovning fra Søren Pape Poulsen på, at kameraerne ville blive sat op inden årsskiftet. Jeg troede, de alle sammen var sat op, og der var styr på det, sagde Socialdemokratiets retsordfører, Trine Bramsen, dengang til Radio24syv.
I alt 62 kameraer sat op
Oplysningerne om de skjulte kameraer kommer i et skriftligt svar fra justitsminister Søren Pape Poulsen (K) til Peter Kofod (DF).
Peter Kofod (DF) han har bedt justitsministeren præcisere, hvor mange kameraer, der nu er opsat ved de 30 udsatte motorvejsbroer.
I redegørelsen oplyser Rigspolitiet, at "der på de 30 udvalgte motorvejsbroer, hvor der er blevet opsat synlig tv-overvågning, i alt er blevet opsat 62 permanente kameraer."
På de tre år hvor Fyns Politi har efterforsket sagen, har politiet fået i alt 1.500 henvendelser fra borgere i sagen. Desværre har det ikke ført politiet nærmere på en opklaring af sagen, siger politiinspektør Johnny Schou.
- Det har givet anledning til, at vi konkret har fået kastet opmærksomheden på 600 personer, som vi har afhørt, og hvor vi har fulgt op på deres færden. I forhold til det har der været anledning til at tro, at det var nødvendigt for os at udtage DNA-materiale af lige omkring 300. Der er desværre ingen af de 300 DNA-profiler, der har matchet den, vi leder efter, siger politiinspektøren.
Siden drabet på den tyske kvinde er der blevet sat kameraer op på 30 udvalgte motorvejsbroer i Danmark.
Desuden har Assens Kommune valgt at bruge 420.000 kroner på at opsætte permanent lys på motorvejsbroerne på Langesøvej, Koelbjergvej og Grøftebjergvej for at forhindre lignende episoder.
Undveg en natursten på 40 kilo
Siden Nelli Gosmann mistede livet i august 2016, har der været flere stenkast på Fynske Motorvej. Heldigvis er ingen personer kommet alvorligt til skade ved disse hændelser.
Det seneste var tirsdag den 28. august sidste år, hvor en 38-årig mandlig bilist anmeldte et stenkast ved Ravnebjerggyden i det sydvestlige Odense.
Politiet lukkede motorvejen i flere timer og gennemsøgte området med hunde og teknikere.
Politiet vil ikke oplyse, hvad der er fundet ved fynsk motorvejsbro
Det står stadig ikke klart, hvad der tirsdag aften ramte en 38-årig bilist på den Fynske Motorvej.
Fyns Politi ledte onsdag aften for anden gang på et døgn efter spor ved Fynske Motorvej efter et muligt stenkast fra en motorvejsbro tirsdag aften.
Vicepolitiinspektør Jørgen Andersen vil ikke oplyse, hvad politiet har fundet i forbindelse med undersøgelserne, eller om de har gjort politiet klogere på, hvad der tirsdag ramte en 38-årig bilist.
- Det er klart, at når vi laver sådan en søgning, finder vi altid nogle ting. Men det er ikke noget, jeg kan kommentere, siger han onsdag aften.
Det var tirsdag aften klokken 21.05, at en bilist blev ramt af en genstand ved en motorvejsbro ved Ravnebjerggyden.
Natten til onsdag fortalte vagtchef Anders Furbo Therkelsen, at det var en 38-årig mand, der anmeldte stenkastet. Det var den samme mand, der kørte bilen. Ingen mennesker kom til skade.
Politiet lukkede tirsdag aften Fynske Motorvej i nogle timer på grund af stenkastet. Onsdag aften så politiet sig så nødsaget til igen at lukke motorvejen af for at undersøge området, fortæller Jørgen Andersen.
- I går var det mørkt, og derfor vælger vi at gøre det igen. Det er også ud fra den betragtning, at vi ikke har fundet den genstand, som har ramt bilen, sagde han inden efterforskningen.
Lukningen af motorvejen var mellem afkørsel 52 og 53 og varede fra klokken 18.30 og et par timer frem. Fyns Politi efterspørger tip i sagen.
Politiet vil meget gerne tale med folk, der kørte under motorvejsbroen mellem klokken 20 og 22 tirsdag. Hvis man erindrer at have kørt over en genstand tæt ved motorvejsbroen, bedes man også ringe til politiet, lyder opfordringen. Man kan ringe til 114.
Det er to år siden, at en tysk kvinde mistede livet, fordi der fra en anden bro over Fynske Motorvej blev kastet en sten mod den bil, hun kom kørende i.
Politiet har ikke opklaret den sag, som behandles som drab.
Den 20. december 2017 blev flere sten kastet ned fra en bro mellem afkørsel 53 og 54. Her kørte to bilister ind i stenene, men der skete ingen personskade.
Dorthe var skræmmende tæt på stenkaster: Hun efterlyser mere sikkerhed
Dorthe Kreiberg fra Haderslev var ganske få minutter fra selv at blive ramt af stenkasterens skyts. Hun efterlyser mere sikkerhed, og nu får hun det.
Natten til onsdag kørte Dorthe Kreiberg fra Sjælland mod sit hjem i Haderslev, da hun pludselig befandt sig skræmmende tæt på stenkasteren.
Fra motorvejsbroen på Langesøvej mellem Blommenslyst og Vissenbjerg blev kastet flere store sten på mellem 30 og 50 kilo, kun få minutter før Dorthe Kreiberg kom kørende.
Kort efter motorvejsbroen stoppede hun på en rasteplads, hvor to biler holder parkeret med havariblinket tændt.
De var begge kørt ind i sten kastet ned på motorvejen.
Dorthe Kreiberg hjalp den ene bilist, der tydeligt var i chok efter sammenstødet.
- Han ryster og er chokeret. Han nævner, at han kunne have været død. Han var meget rystet, fortæller hun til TV 2/Fyn.
Samtidig kørte en lastbil forbi ude på motorvejen og ramte endnu en sten, der fløj hen over Dorthe Kreiberg og de andre bilister. I dét øjeblik vidste hverken hun eller de andre, at det var sten, der bevidst blev smidt ned på motorvejen.
Uden at vide det har Dorthe Kreiberg altså været øjeblikke fra selv at kollidere med de store sten.
Lys sættes op
Hun håber, at myndigheder og politi snart svarer igen med ekstra sikkerhedsforanstaltninger som hegene ved Rødekro i Sønderjylland.
- Det giver måske en falsk tryghed, men en god tryghed som bilist, når man kan se, at her kan der ikke falde noget ned, siger Dorthe Kreiberg.
Næste gang Dorthe Kreiberg kører under motorvejsbroerne på den Fynske Motorvej, kan hun være mere tryg.
Torsdag morgen - godt et døgn efter det seneste stenkast - er opsætningen af lys på motorvejsbroerne Langesøvej og Spedsbjergvej nemlig påbegyndt.
Den 9. september 2017 nåede en bilist lige akkurat at undvige en 40 kilo tung natursten, der blev kastet ned fra en motorvejsbro to kilometer fra det sted, hvor Nelli Gosmann blev dræbt.
Offer for nyt stenkast: - Jeg når lige at undvige højre om
Lars Aabrandt nåede lige at undgå en sten på størrelse med en basketball, da han kørte på E20 Fynske Motorvej natten til lørdag. Politiet efterforsker på stedet.
Det var en rystet Lars Aabrandt, ejer af Fun Fyn i Ringe, som lørdag formiddag kunne fortælle TV 2/Fyn om sin oplevelse midt på natten til lørdag.
Her kom han kørende på E20 Fynske Motorvej, på vej hjem fra Aarhus. Ved motorvejsbroen ved Spedsbjergvej, kort efter afkørsel 53 i retning mod Sjælland, må han pludselig ud i en undvigelsesmanøvre.
- I lyset fra bilen ser jeg noget falde ned fra broen. Og en lille støvsky, da det rammer jorden. Jeg når lige at undvige højre om.
- Og så kigger jeg i bakspejlet og ser en lastbil der slår et ordentligt slag, fortæller Lars Aabrandt om det dramatiske øjeblik.
Klokken havde lige passeret tre og Lars Aabrandt havde netop købt en flaske vand på rastepladsen Kildebjerg og var på vej igen.
- Det var først da jeg holdt i indkørslen derhjemme, at jeg rigtig reflekterede over, hvor galt det kunne være gået.
- Hvis den var blevet kastet et øjeblik senere, var jeg blevet ramt. Man må jo være syg, når man kan finde på sådan noget, siger Lars Aabrandt, som trods den livstruende oplevelse holder hovedet koldt.
Han fortæller, at han håber det er den samme person, som sidste år dræbte en tysk kvinde og gjorde hendes mand invalid. Han håber nemlig at nattens hændelse i så fald kan give nogle politiet nogle flere ledetråde.
- Nu var det kommet så langt på afstand, at jeg var ligesom var kommet ud af det, men det skal jeg lige love for ændrede sig på et øjeblik, så det kan ikke undgås, at jeg fremover vil holde øje med alle broer, når jeg kommer kørende på motorvejen, siger han.
Politiet på stedet frem til middag
Fyns Politi har siden Lars Aabrandt meldte stenkastet klokken 03.09 arbejdet på stedet, og skriver i en pressemeddelelse, at der kun skete mindre materiel skade, ligesom ikke er foretaget anholdelser eller er mistænkte i sagen.
Politiets undersøgelser på åstedet er afsluttet, og motorvejen er igen helt åben.
Fyns Politi vil gerne høre fra vidner, der har befundet sig på motorvejen eller ved Spedsbjergvej og Blommenslyst-området omkring klokken 03.00 eller tidligere og eventuelt har set køretøjer eller personer udvise mistænkelig adfærd.
Henvendelse kan ske på telenunnummer 114.
Håber på nye henvendelser
Til trods for at der nu er gået tre år siden motorvejsdrabet, så har politiinspektør Johnny Schou ikke opgivet at finde frem til gerningsmanden, så sagen kan blive opklaret.
- Hvis nogen har en fornemmelse af, at de kender gerningsmanden og kan presse gerningsmanden til at opsøge os og få det her afklaret, så vil det være rigtig fint. Kan det ikke lykkes vil vi være lige så tilfredse med at få en henvendelse, hvor opmærksomheden henledes på den, det drejer sig om. Det kan som sagt foregå anonymt, så vi kan arbejde med de spor, vi får ind, siger politiinspektøren.
Oplysninger i sagen kan gives til Fyns Politi på telefon 114.