Gerningsmand planlagde kast fra motorvejsbro
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Ravnebjerggyden blev formentlig udset som et godt sted at kaste fra, da en person smed en genstand ud over motorvejsbroen ved Blommenslyst tirsdag aften.
Fyns Politi arbejder med en teori om, at en gerningsmand specifikt udvalgte Ravnebjerggyden, da en genstand tirsdag aften omkring klokken 21 blev smidt ned på motorvejen ved Blommenslyst.
Det fortæller vicepolitiinspektør Jørgen Andersen til TV 2/Fyn.
En knytnæve-stor genstand ramte taget på en personbil, men ingen personer kom til skade.
- Vi har en klar opfattelse af, at man ikke bare kører hen og dumper noget ud over broen, uden at man har været i området før, siger han.
Fyns Politi spørger efter hjælp efter nyt stenkast
Fyns Politi spørger onsdag eftermiddag efter hjælp i forbindelse med stenkastet fra Ravnebjerggyden.
Fyns Politi har siden natten til onsdag efterforsket et stenkast fra Ravnebjerggyden på Fynske Motorvej E20. Nu spørger de efter hjælp fra befolkningen.
Fyns politi modtog, tirsdag klokken 21.05 en anmeldelse fra en bilist, der kørte på Fynske Motorvej. Anmelderen oplyste, at da han kørte under broen ved Ravnebjerggyden, blev der kastet en genstand fra broen, der ramte bilens tag.
- Anmeldelsen er meget konkret, og det gør, at vi rykker massivt ud til motorvejen. Nu forsøger vi så at klarlægge hændelsesforløbet, sagde vagtchef Anders Furbo Therkelsen tidligere til TV 2/Fyn.
Der er ikke tidligere blevet kastet fra Ravnebjerggyden.
Fyns Politi ønsker at tale med personer, som har opholdt sig i området vest for Ravnebjerggyden langs den nordlige del af motorvejen mellem den 25. august og den 28. august. Politiet beder om, at man ringer uanset, om man har observeret noget eller ej i forbindelse med stenkastet.
Fyns Politi vil også gerne i kontakt med bilister, der har passeret Ravnebjerggyden i tidsrummet fra klokken 20 til 22 den 28. august.
I forbindelse med politiets efterforskning var Fynske Motorvej i et par timer spærret i begge retninger. Klokken 1:30 blev der åbnet for trafikken igen både mod Sjælland og mod Jylland.
Henvendelse skal ske til Fyns politi på telefon 114 eller mail fyn@politi.dk
Samtidig fastslår vicepolitiinspektøren, at genstanden bevidst er kastet ud over motorvejsbroen.
- Vi må sige, at der ikke er noget i omstændighederne, der tyder på et uheld, fortæller Jørgen Andersen.
Derfor vil Fyns Politi fortsat gerne høre fra folk, der har været i området omkring Ravnebjerggyden helt op til en uge, inden bilen blev ramt tirsdag.
Hvem ved noget?
Siden onsdag har politiet modtaget omkring 30 henvendelser omkring Ravnebjerg-kastet. Disse oplysinger sorteres efter "meget interessante" og "uden relevans".
- Jeg vil sige, at 70 procent af henvendelserne er nogle, vi skal følge op på. Det er henvendelser om specifikke, mistænkelige personer, som man ikke mener hører til i området, og andre har ringet og sagt, de har været der, fortæller Jørgen Andersen.
Vicepolitiinspektøren har derfor også en fornemmelse af, at nogen ved noget om det nyeste kast.
- Så hvis man har et tip på en navngiven person, hører vi rigtig gerne om det.
Sikrede spor
Onsdag aften ledte politiet og hunde efter mulige spor langs motorvejen. Først var motorvejen lukket en time i vestgående retning og efterfølgende en time i østgående retning.
Politiet vil ikke oplyse, hvad der er fundet ved fynsk motorvejsbro
Det står stadig ikke klart, hvad der tirsdag aften ramte en 38-årig bilist på den Fynske Motorvej.
Fyns Politi ledte onsdag aften for anden gang på et døgn efter spor ved Fynske Motorvej efter et muligt stenkast fra en motorvejsbro tirsdag aften.
Vicepolitiinspektør Jørgen Andersen vil ikke oplyse, hvad politiet har fundet i forbindelse med undersøgelserne, eller om de har gjort politiet klogere på, hvad der tirsdag ramte en 38-årig bilist.
- Det er klart, at når vi laver sådan en søgning, finder vi altid nogle ting. Men det er ikke noget, jeg kan kommentere, siger han onsdag aften.
Det var tirsdag aften klokken 21.05, at en bilist blev ramt af en genstand ved en motorvejsbro ved Ravnebjerggyden.
Natten til onsdag fortalte vagtchef Anders Furbo Therkelsen, at det var en 38-årig mand, der anmeldte stenkastet. Det var den samme mand, der kørte bilen. Ingen mennesker kom til skade.
Politiet lukkede tirsdag aften Fynske Motorvej i nogle timer på grund af stenkastet. Onsdag aften så politiet sig så nødsaget til igen at lukke motorvejen af for at undersøge området, fortæller Jørgen Andersen.
- I går var det mørkt, og derfor vælger vi at gøre det igen. Det er også ud fra den betragtning, at vi ikke har fundet den genstand, som har ramt bilen, sagde han inden efterforskningen.
Lukningen af motorvejen var mellem afkørsel 52 og 53 og varede fra klokken 18.30 og et par timer frem. Fyns Politi efterspørger tip i sagen.
Politiet vil meget gerne tale med folk, der kørte under motorvejsbroen mellem klokken 20 og 22 tirsdag. Hvis man erindrer at have kørt over en genstand tæt ved motorvejsbroen, bedes man også ringe til politiet, lyder opfordringen. Man kan ringe til 114.
Det er to år siden, at en tysk kvinde mistede livet, fordi der fra en anden bro over Fynske Motorvej blev kastet en sten mod den bil, hun kom kørende i.
Politiet har ikke opklaret den sag, som behandles som drab.
Jørgen Andersen vil ikke fortælle TV 2/Fyn, hvor mange genstande eller hvilke der blev fundet onsdag aften. Dog vurderer han ikke, at det bliver nødvendig at sende hundene ud på endnu en snusetur i området.
- Vi har ikke planer om at skulle ud og søge mere. Vi er rimelig sikre på, at området er afsøgt 100 procent, siger vicepolitiinspektøren.
TV 2/Fyns reporter på stedet så blandt andet, at uniformerede betjente sikrede en skruetrækker og en champagneflaske, men Jørgen Andersen har ingen kommentarer til, om genstanden, der ramte bilen, er fundet.