Politiet udsendte tidligere søndag billeder af to sten, der er fundet på ulykkesstedet, især i håb om, at nogen kunne genkende en karakteristisk specialsten.
Nu har politiet fået at vide, at der er tale om en såkaldt danblok type 2 hjørnesten fremstillet hos IBF Sten i Ejby.
Den slags sten bruges til opførelse af støtte- og støjmure og særligt høje mure.
Politiet opfordrer entreprenører, murere, byggefirmaer og andre, som måtte have den slags sten liggende, til at henvende sig, og især hvis de mangeler mindst to af den type.
Ulykken skete kort før klokken 04.00 søndag morgen, da den udenlandske familie kom kørende i retning mod Jylland.
Politiet mener, at deres bil blev ramt af en betonklods, der blev kastet ud fra broen over motorvejen ved Langesøvej mellem Blommenslyst og Vissenbjerg.
En person blev dræbt, og en blev alvorligt kvæstet, mens et barn slap med skrammer.
Politiet kan endnu ikke oplyse, hvor familien kommer fra, og heller ikke hvor alvorlig den kvæstedes tilstand er.
Motorvejen var efterfølgende lukket i adskillige timer på strækningen, men blev åbnet igen omkring klokken 08 søndag morgen.
En aften i januar i år blev en familie på fire ramt af en 30 kilo tung betonflise, der formentlig blev kastet fra samme bro ved Langesøvej. Moren fik en hovedskade, mens børnene og faren slap uden skrammer.
Politiet kaldte det "nærmest et mirakel", at familien ikke kom alvorligt til skade. Flisestumperne blev spredt over motorvejen, og flere andre biler kørte hen over dem. Ingen kom dog alvorligt til skade.
Dengang formodede politiet, at flisen var blevet transporteret dertil i et køretøj, en trailer eller en trillebør.