Brødrepar i retten for narkosalg på Snapchat: "Lokalt og loyalt" stod der i annoncen

Efter en længevarende efterforskning sidder to brødre nu på anklagebænken i stor narkosag fra Svendborg.

Det var efter en større og længerevarende efterforskning, at Fyns Politi i 2023 anholdte to brødre.

Begge blev varetægtsfængslet, og nu er sagen for retten i Svendborg.

Brødrene - den ene på 22 år, den anden på 25 år - er tiltalt for “under særligt skærpende omstændigheder og mod betydeligt vederlag” at have solgt ikke under et halvt kilo kokain, 250 gram amfetamin, fem kilo hash og 200 gram skunk. Salget skulle være foregået over en periode på knap et år.

Stofferne blev der blandt andet reklameret for igennem Snapchat og skulle være blevet solgt til en større købergruppe, står der i anklageskriftet.

Brødrene er fra Kosovo, men familien flygtede fra borgerkrigen i Eksjugoslavien. I Danmark har de boet på bosteder, og de har begge flere domme og fængselsophold bag sig.

Denne retssag startede i begyndelsen af februar, og onsdag var sidste dag med vidneafhøringer.


Pegede på tiltalte

I vidneskranken tog en kvinde midt på formiddagen plads. Hun er mor til en 33-årig mand, der i maj 2023 blev anholdt og dagen efter fik en straksdom på to og et halvt års fængsel for videresalg af kokain og hash.

I første omgang havde hun bedt om, at de to tiltalte ikke var til stede i retssalen, men anklageren mente ikke, betingelserne var opfyldt, og det var dommeren enig i.

Kvinden fortalte, at hun skulle tømme sin søns lejlighed, efter han var endt i fængsel. Pludselig bankede det hårdt på døren, og uden for stod tre mænd. To af dem stod forrest, og de ville gerne ind for at hente noget. Noget, der blandt andet lå under en kogeplade. Men det tillod moren ikke. I retten fortalte hun, at en af mændene sagde:

- Bare fordi han er blevet taget, kan forretningen ikke gå i stå.

Den samme mand spurgte hende, om hun ikke kunne lede efter noget bestemt, og når hun havde fundet det, skulle hun aflevere det hos en frisør i Svendborg. Men også det afviste moren.

I retten ville anklageren vide, om hun kunne genkende de to personer, der stod forrest i døren den dag. Den ene havde solbriller på, men den anden kunne hun godt genkende, sagde hun.

- Kan du pege på ham, spurgte anklageren.

Kvinden pegede derefter på den yngste af de tiltalte.

Lokalt og loyalt

Retsdagens sidste vidne var sagens ledende efterforsker ved Fyns Politi. Han fortalte, at det har været en langstrakt efterforskning mod narkomiljøet i Svendborg. 

Det hele begyndte med en aflytning af en person, og efter to-tre uger slog politiet til i en koordineret anholdelsesaktion 10. maj 2023. Tre mænd blev anholdt, blandt andre ovenstående mors søn. Under afhøringen fortalte han dengang om brødrenes forretninger, som politiet begyndte at undersøge.

I juni 2023 blev der foretaget en ny anholdelsesaktion, hvor den ældste af de to brødre blev anholdt. Den yngste kunne politiet ikke pågribe, så han blev efterlyst offentligt og senere anholdt i Sønderjylland.

I løbet af retsdagen viste anklageren en række beskeder fra de tiltaltes beslaglagte telefoner. De viste angiveligt, hvordan stofferne blev handlet og vurderet, og hvordan narkoforretningen blev sat op af de to brødre.

Blandt andet var der et billede fra Snapchat, som anklageren fortalte var fra den ene af de tiltaltes Nokia-telefoner. Her står der et telefonnummer og en tekst, som reklamerer med “byens bedste juu-priser”. “Juu” er slang for hash, fortalte den ledende efterforsker.

- Lokalt og loyalt, står der også i reklamen.

På den måde har man ifølge anklagemyndigheden kunne bestille hash, kokain eller amfetamin og få det bragt ud.

Flere sager

Dommen falder torsdag, og dermed kan endnu en narkosag fra Sydfyn være afsluttet. På godt et år er omkring 10 personer med relation til stofmiljøet i Svendborg blevet anholdt.

Den 1. marts 2023 kunne Fyns Politi anholde seks personer i en større aktion i Svendborg. De fire mænd og to kvinder var mistænkt for salg af hash i millionklassen, lød det dengang.

Og så var der ovenstående sag fra foråret 2023, hvor tre mænd blev anholdt, blandt andet fordi Fyns Politi havde fundet ud af, at der blev solgt narko til børn og unge helt ned i 13-års alderen.

- Det er ingen hemmelighed, at vi tager salg af narko til særligt børn og unge meget alvorligt, og at det er noget, vi har arbejdet meget aktivt på at sætte en stopper for, sagde politikommissær Rasmus Tyllesen dengang. 

Oversigt

    Oversigt