Jette Aaen blev tilbage i september idømt to og et halvt års ubetinget fængsel for at have svindlet med mere end 26.000 falske ydelser i perioden 2016 til 2021.
I den forbindelse kunne TV 2 Fyn fortælle, at lægeparrets store hesteejendom i Svendborg var blevet solgt til datteren og svigersønnen.
Handlen er foregået i en såkaldt familieoverdragelse, hvor Lokalbolig Svendborg har vurderet boligen til en omtrentlig udbudspris på 7.500.000 kroner.
Prisen som Jette Aaens datter og svigersøn har overtaget ejendommen for er 7.565.000 kroner, fremgår det af tingbogen.
Her fremgår det også, at der er tinglyst en gæld på tre millioner kroner, som er en del af beslaglæggelsen fra dommen, hvor Jette Aaen blev dømt til at tilbagebetale i alt 4,2 millioner kroner til Region Syddanmark.
Boligen på 239 kvadratmeter blev opført i 2003 af Jette Aaen og hendes mand Ole Bjørn Rasmussen. Udover de tre millioner beslaglagt i Svendborg-ejendommen er én million kroner beslaglagt i friværdien i parrets lejlighed på Enghave Brygge ved Sydhavnen i København.
Denne ejer lægeparret stadig.