Efter stor fiasko: OB-træner vil knække kurven med mere tempo
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
OB-træner Søren Krogh er ikke tilfreds med udviklingen på holdet den seneste tid.
Mens efterårsferien er lige om hjørnet for de fleste fynboer, er der lektier, der skal laves for OB’s førstehold i NordicBet Ligaen.
I fredags tabte holdet 0-3 på hjemmebane til HB Køge, og det har givet træner Søren Krogh noget at tænke over.
Han er ikke tilfreds med spillet i nedturen mod HB Køge, som var et foreløbigt lavpunkt i sæsonen og samtidig en kulmination på en hakkende periode for OB.
- Der var nogle ting, som vi skal have rettet op på. Det (hakkende spil, red.) har været en tendens på det seneste, og det kigger jeg rigtig meget ind i. Hvordan får vi designet noget, som kan ændre den rytme, som vi har set i en periode? Det kigger vi meget på, siger Søren Krogh til TV 2 Fyn.
Langsomt spil
Selvom OB stadig ligger suverænt nummer ét i NordicBet Ligaen, er Søren Krogh ikke tilfreds med udviklingen på holdet. De seneste fire kampe har OB lukket otte mål ind og kun scoret syv mål.
- Vi skal finde ud af, hvornår vi bruger den fart, vi har i holdet. På det seneste har vi spillet for omstændigt, og når vi skal spille hurtigt, har vi spillet langsomt. Vi mangler generelt noget tempo, når vi flytter bolden. Vi skal være bedre til at åbne rum for hinanden og være sammenhængende i vores løbemønstre. Det mangler vi rigtig meget nu. Vores spil er blevet meget stationært, siger Søren Krogh.
- Jeg er ikke decideret bekymret, men jeg må se, om jeg kan designe en spillestil, der er mere pragmatisk, indtil Luca Kjerrumgaard er på plads igen. Vi havde en base, der fungerede omkring ham, men vi må også sige, at det er tyndt at nævne én spiller, som nøglen til at vinde. Det skal vi kunne løse, men det har været sværere, end jeg havde regnet med i vores situation, tilføjer han.
Topscorer har været savnet
Træneren lægger ikke skjul på, at fraværet af topscorer Luca Kjerrumgaard har været mærkbart.
- Han har scoret halvdelen af vores mål, og han er en del af vores gode struktur på holdet, men jeg må kigge på, om jeg har været bred nok i forhold til at have en Plan B klar i tilfælde af skader. Vi har i denne periode lært, at rollerne på holdet ikke er så fast definerede endnu, at vi bare kan spille på én bestemt måde, siger Søren Krogh.
OB-stjerne tæt på comeback:
- Det har været nederen
OB's topscorer Luca Kjerrumgaard er snart klar igen efter flere ugers skadespause.
OB’s topscorer Luca Kjerrumgaard nærmer sig et comeback i den stribede trøje. Angriberen har været ude med en fiberskade i venstre baglår i det meste af september, men han er nu tilbage på træningsbanen og er ved at være i god forfatning igen.
- Det går faktisk rigtig godt. Jeg har været på træningsbanen i dag og sprinte og teste, hvordan landet ligger. Det ser rigtig godt ud. I denne uge skal jeg bygge mig ind i træningen med holdet og træne gravist mere og mere med. Og fra næste uge skal jeg gerne træne fuldt med, siger Luca Kjerrumgaard til TV 2 Fyn.
Hans seneste kamp for OB var den 30. august, hvor han med to mål mod Vendsyssel kom op på 10 træffere i denne sæson. Nu håber han, at han kan komme i aktion i OB’s næste kamp, der spilles mod FC Roskilde den 18. oktober.
- Der er en god chance for det, og det ser lovende ud. Det er noget, jeg sigter efter, og det er det, jeg håber på, siger Luca Kjerrumgaard.
Han lægger ikke skjul på, at det har været vanskeligt for ham at være ude med en skade.
- Det har været specielt at skulle sidde og kigge på fra tribunen. Det er ikke sjovt at være ude, for man vil jo gerne hjælpe holde så meget, man nu kan. Især når jeg var inde i en rigtig fin stime, så er det nederen, at man ikke kan bygge videre på det. Men jeg har prøvet at være positiv omkring det og fokusere på at komme stærkere tilbage og med en ny og bedre energi, siger han.
Luca Kjerrumgaard har scoret ti mål i otte kampe for OB i denne sæson.
Luca Kjerrumgaard har tidligere på ugen udtalt til TV 2 Fyn, at hans genoptræning går den rigtige vej. I den kommende weekend har OB kamppause på grund af landsholdsterminen, men herefter venter seks kampe frem mod vinterpausen i december og januar.
Søren Krogh er opsat på, at OB leverer en god slutspurt frem mod vinterpausen.
- Vi skal præstere på et højere niveau, end vi har gjort siden seneste landsholdstermin. Vi har haft en lidt død periode, så jeg håber, at vi finder tilbage til det udtryk, vi havde i juli og august, hvor vi spillede otte flotte kampe og var ret overbevisende i nogle af dem.
- Vi skal have knækket kurven, hvor pilen peger en smule i den forkerte retning i forhold til præstationer. Det er vores hovedambition, og så kommer der et biprodukt, der hedder point, siger Søren Krogh.
OB fører suverænt, men bør bruge hele truppen:
- Ingen lærer at svømme ved at sidde på bassinkanten
OB har kurs mod Superligaen, men der er stadig plads til forbedring i præstationerne. OB bør skifte mere ud i startopstillingen, mener OB-ekspert.
ANALYSE
Martin Davidsen er journalist og OB-reporter for TV 2 Fyn. Gennem mere end 15 år har han dækket OB og dansk fodbold for Tipsbladet, Mediano, Jyllands-Posten og tyske Kicker. Han står desuden bag den populære fodboldpodcast "Stemmer fra Ådalen" og har skrevet fire bøger om fodbold.
Når OB fredag aften tager imod HB Køge i 12. runde af NordicBet Ligaen, er det samtidig indledningen på anden halvdel af grundspillet i turneringen. OB har mødt alle hold én gang, og nu venter endnu 11 kampe, inden de 12 hold deles i to slutspilsgrupper til foråret.
Med 10 sejre i de første 11 kampe er der ikke meget at klage over, når det handler om pointhøsten i OB denne sæson. Holdet topper rækken ganske suverænt, og der er langt ned til de konkurrerende tophold.
OB kan med 31 point efter 11 kampe tilmed prale af at have fået den bedste sæsonstart i klubbens historie – og den bedste start for et hold i 1. division i mands minde. Derfor kan det være fristende at læne sig tilbage og tænke, at alt er godt. Men det er netop nu, at OB skal være selvkritiske og udnytte arbejdsroen til at presse citronen yderligere.
Den seneste håndfuld kampe har budt på mere ujævne præstationer fra OB, der med nød og næppe besejrede Kolding IF i fredags og også var i problemer mod FC Roskilde og AC Horsens i de foregående kampe.
Det er sigende, at OB fra runde et til otte kun lukkede to mål ind, mens man har indkasseret fem mål i de seneste tre kampe. Kigger man på de underliggende parametre, kan man konstatere, at OB har fået flere point, end de har spillet til. Spillemæssigt har OB ikke været så dominerende, som pointene viser. Det kan der være flere grunde til.
Lang snor til fast stamme
Topscorer Luca Kjerrumgaard har været skadet, Markus Jensen ligeså, og OB har mødt to af de formodede tophold i Horsens og Kolding. Samtidig har man hele tiden været bevidst om, at der ville komme bump på vejen på rejsen tilbage mod Superligaen. Men trænerstaben har også et ansvar for de seneste ugers udvikling.
Cheftræner Søren Krogh har holdt fast i en fast stamme af spillere, og der er ikke roteret meget på holdet. Spillere som Jakob Bonde, James Gomez, Don Deedson og Alasana Manneh har fået lang snor trods svingende præstationer, mens dygtige spillere som Tobias Slotsager, Tom Trybull og Mihajlo Ivancevic har set til fra bænken. Faktisk har kun 11 af OB’s 24 spillere fået en plads i startopstillingen mindst seks gange i sæsonen. Det er ikke godt for udviklingen af hele spillertruppen. Det er heller ikke godt for konkurrencedygtigheden.
I podcasten Stemmer Fra Ådalen har vi fremført, at OB bør rotere mere på holdet for at bringe flere spillere i aktion og dermed holde truppen frisk og skarp. Denne opfordring er blevet opfattet som utidig kritik af træner Søren Krogh, men som tophold bør man være i stand til at håndtere andre synspunkter og også selv overveje, om alle sten bliver vendt i jagten på succes og udvikling.
Talenterne står på spring - brug dem
Selvfølgelig er det godt med kontinuitet, og selvfølgelig skal OB ikke gå i den anden grøft og skifte ud i øst og vest. Men der må være en balance, hvor man får brugt hele truppen. Man bliver også mindre sårbar overfor skader og karantæner, hvis man har afprøvet forskellige konstellationer i løbet af sæsonen.
Senest har det været godt at se 17-årige William Martin få chancen i startopstillingen i Markus Jensens skadesfravær.
William Martin kvitterede for tilliden med en scoring mod Kolding og beviste dermed, at man sagtens kan bringe de helt unge spillere i aktion i 1. division. De har niveauet.
Så hvad med også at give chancen til unge folk som Julius Askou, Nicolaj Juul-Sandberg og Elias Hansborg-Sørensen? De er nødt til at blive afprøvet på førsteholdsniveau, hvis de skal udvikle sig.
Der er ingen, der lærer at svømme ved at sidde på bassinkanten.
Det samme gælder i fodbold. Når OB gerne vil give akademiet en stor rolle i klubben, skal vejen til førsteholdsfodbold være endnu kortere. Senest var der kun tre tidligere akademi-spillere i OB’s startopstilling. Der bør være plads til flere.
Det vil kun gavne OB’s udvikling, hvis Søren Krogh og kompagni tør at rotere på holdet og tør at være selvkritisk. For selvom det ser godt ud med 10 sejre i 11 kampe i NordicBet Ligaen, er der stadig lang vej til Superligaen.
Søndag byder på mulighed for både sne og sol
kopieret!
Det ustadige vejr fortsætter frem mod jul med en blanding af byger og flere fronter.
Søndag er ingen undtagelse, og det bliver en dag med lidt sol og spredte byger.
Temperaturen lander et sted mellem fire og seks graders varme med en let til frisk sydvestlig vind. Ved kysterne kan man vinden blæse op til hård vind.
De lave temperaturer gør, at det ikke kan udelukkes, at der kommer en byge forbi med noget hvidt i form af sne eller slud.
Den mulighed bliver ikke mindre som aftenen skrider frem og temperaturerne daler.
Aryan skabte fodboldfest for flere hundrede piger
kopieret!
Hundredevis af unge piger får lørdag rørt benene i Odense idrætshal.
Her har et stort fodboldpigestævne været i gang hele dagen. Stævnet er kun for pigehold, og over 500 piger har valgt at bruge de sidste dage inden jul på at få rørt bentøjet.
Bag stævnet står Aryan Abdel Rahman fra B1909's ungdomsafdeling. Han mener, der mangler flere stævner til piger.
Derfor har han sammen med sin søster søsat Domina Cup, som gerne skulle inspirere endnu flere piger til at spille fodbold.
Trafikken er delvist spærret på Lillebæltsbroen
kopieret!
Opdateret klokken 19.25: Lillebæltsbroen er genåbnet efter uheldet.
Lillebæltsbroen er lørdag aften spærret i vestgående retning, fordi et køretøj med anhænger er væltet.
Det skriver Vejdirektoratet på det sociale medie X uden at konkretisere hændelsen.
Vejdirektoratet kan kort før klokken 19 ikke sige noget om, hvornår trafikken kan genoptages.
- Trafik i retning mod Jylland kan med fordel benytte den gamle Lillebæltsbro, opfordres det.
Fyns Politi oplyser på samme medie, at der ikke er kommet nogen til skade i forbindelse med uheldet, og at der er tale om en væltet trailer.
- Vi arbejder sammen med øvrige beredskaber på at få åbnet motorvejen så hurtigt som muligt, skriver politikredsen.
Rådmand får opbakning til forslag om bedre sikring af gågade
kopieret!
Odenses by og kulturrådmand Søren Windell (K) vil have sikret gågaden i Odense endnu bedre mod biler.
Debatten er ikke ny, men nu mener Odenses rådmand Søren Windell, at der er endnu en grund til at kigge på mulig afspærring af gågaden i Odense med såkaldt pullerter, man ikke kan forcere.
Det er på baggrund af fredagens ulykkelige episode i Magdeburg i Tyskland, at Søren Windell igen taler om en mere lukket gågade i Odense. I Tyskland kørte en bilist ind i en menneskemængde på et julemarked. Her blev flere dræbt og sårede. I Odense midtby har man sikret med betonblokke ved blandt andet Flakhaven, men ikke i enderne af gågaden.
Forslaget vækker opbakning fra dem TV 2 Fyn møde i gågaden.
Milliarddyr broforbindelse skaber både glæde og vrede
kopieret!
En bro mellem Fyn og Sønderjylland er måske kommet et skridt nærmere. I hvert fald hvis man kan finde de 22,2 milliarder kroner, den vil koste.
Men om der rent faktisk skal være en bro, det er der delte holdninger til.
Samfundsøkonomisk hænger det ikke sammen, mener Thomas Lundsfryd, der er bestyrelsesformand for Sydfyns Fremtid, mens Inge Dahl, der er bestyrelsesformand i Foreningen Als-Fyn Broen, glæder sig over forundersøgelsen, der viser, at en bro mellem de to landsdele kan lade sig gøre.
Uheld ved motorvej - et spor spærret
kopieret!
Opdateret: Der er nu ryddet op efter det tidligere uheld.
På E20 Fynske Motorvej, i retning mod Jylland, er der sket et uheld på tilkørslen til 52 Odense SV.
Politi og redning er ankommet, og de spærrer i øjeblikket det højre spor. Det er dog muligt at snige sig forbi uheldsstedet, oplyser P4 trafik.
Vagtchefen ved Fyns Politi Peter Vestergaard fortæller til TV 2 Fyn, at der er tale om et solouheld - tilsyneladende opstået på grund af vådt fører.
Fem personer var med i bilen, men ingen er kommet alvorligt til skade.
Roald Poulsen er gået bort - men i Zambia bliver han aldrig glemt
kopieret!
28. april 1993 rapporterede alle de internationale medier om de zambiske landsholdsspillere, hvis fly lettede fra Gabon, men aldrig landede igen.
Samtlige spillere, trænere, delegerede og journalister ombord på flyet døde. Man har aldrig fundet ud af, hvad der nøjagtigt skete.
Skiftende zambiske regeringer har lovet at publicere rapporten om, hvorfor flyet med landsholdsspillerne styrtede ned i Atlanterhavet, men i dag, 31 år senere, forbliver omstændighederne for ulykken uvisse.
OB-træner i spidsen for det zambiske landshold
I 1990’ernes Zambia havde Danmark en tydelig tilstedeværelse i form af Danida og en velfungerende ambassade. I hovedstaden Lusaka stødte man ikke sjældent på danske gloser i bybilledet.
Med hjælp fra Divisionsforeningens daværende direktør, Claus Rode Jensen, der havde gode kontakter i de danske ministerier, inviterede det officielle Danmark det zambiske fodboldlandshold på en seks uger lang træningslejr i Brøndby.
Det Zambiske Fodboldforbund (FAZ) takkede ja til tilbuddet, selvom zambierne på samme tid var langt i forhandlingerne med det engelske fodboldforbund om en tilsvarende hjælpepakke.
Roald Poulsen, der to år forinden havde gjort OB til danske mestre, skulle stå i spidsen for det nye landshold.
På dette tidspunkt havde han aldrig nogensinde sat fødder i Zambia, og nu stod han over for karrierens nok største udfordring. På blot seks uger skulle han sammen med Brøndbys holdleder, Emil Bakkendorf, forvandle et hurtigt sammensat, lettere traumatiseret afrikansk fodboldlandshold til et slagkraftigt mandskab, der skulle konkurrere om en plads ved VM-slutrunden i USA året efter.
Husker Roald som en simpel mand
Én af de zambiske spillere, der var udset en toneangivende rolle på det nye landshold, var Joel Bwalya, der blev sorteret fra landsholdet kort før den skæbnesvangre flyvetur.
Hurtigt kom Joel Bwalya og Zambias nye spillere på fornavn med deres nye træner. Roald Poulsen var meget anderledes end de zambiske trænere, som spillerne kendte hjemmefra, fortæller Joel Bwalya:
- Han var en simpel mand. Han ville sige: "Kald mig bare Roald." Han snakkede meget roligt til spillerne, meget anderledes end zambiske trænere. Han gav dig en masse selvtillid. Han ville fortælle dig, hvad du kunne, og hvad du ikke kunne.
Ifølge Joel Bwalya var Roald Poulsen en eminent fodboldtræner, men det var hans menneskelige kvaliteter, der på rekordtid forenede den nye trup og skabte optimisme i lejren. Roald Poulsen var spillernes træner, men også deres ven, siger Bwalya:
- Roald kendte hurtigt alle spillernes fornavne, og så var han også hurtig til at samle et par gloser op på chinyanja og chibemba (Zambias to største etniske sprog, red.) Han ville råbe "isa kuno" (kom her, red.), og når der var en god træningssession, så ville han råbe "chapwa" (slut, red.) for ligesom at sige, at nu kunne vi ikke gøre det bedre, og så kunne vi ligesom godt stoppe træningen. Så ville alle grine. Han gjorde virkelig alt for at integrere sig i gruppen. Han blev en af os.
Roald Poulsen kunne være sjov, men han havde også en mere alvorlig side, husker Joel Bwalya:
- Han var en meget stille mand. Hvis han sad på sit kontor, så ville du tro, at han ikke engang kunne tale. Du ville tro, at han var i færd med at tænke over noget. Og så elskede han den individuelle ledelsesstil. Han kunne finde på at holde dig om skuldrene og gå rundt med dig på banen. Det var vi slet ikke vant til.
Roald Poulsens tid som zambisk landstræner kunne efterfølgende mærkes i hans tidligere klub, hvor Mwape Miti og Andrew Tempo repræsenterede OB i Superligaen.
Har du set Luna? Casper udlover stor dusør i jagten på sin rottweiler
kopieret!
Mandag morgen ved firetiden om morgenen lukkede Casper Schmidt familiens hund Luna ud i haven efter en nat, hvor hunden, der er af racen rottweiler, havde haft lidt maveproblemer.
Siden er der ingen, der har set Luna.
- Da vi ville lukke hende ind igen, var hun pist væk, fortæller Casper Schmidt til TV 2 Fyn.
Siden er Lunas forsvinden fra Kilenvej mellem Lakkendrup og Oure blevet omtalt i Fyns Amts Avis, på Linse Kesslers Instagram, ligesom eftersøgningen er delt vidt og bredt på Facebook.
Men stadig uden held, og lørdag har Luna været væk i efterhånden seks døgn.
Frygter nogen har hende
- Jeg har det sku ikke så godt. Jeg har ikke sovet ret meget. Jeg har ledt fra tidlig morgen til sen nat.
Casper Schmidt fortæller, at haven ikke er hegnet ind, hvorfor det ikke er unormalt, at Luna strejfer rundt på den nærliggende mark og nabomarkerne.
- Men hun kommer altid hjem igen, fortæller han.
Hvad der er sket med Luna, har Casper Schmidt haft rig tid til at spekulere over. Det værste, der kan være sket, er, at Luna er druknet, kørt ned eller på anden vis sidder fast et sted, som den ikke kan komme fri af.
- En anden frygt er, at der er nogen, der har taget hende. Men det er jo mærkeligt, for normalt samler man ikke lige en rottweiler op, siger han og fortæller, at Luna er en familiehund og derfor er den meget mild og glad for mennesker:
- Så har man mad og gider snakke med dem, så er man bedste venner, siger han.
Håber på julemirakel
Casper Schmidt har fået hjælp flere steder fra i jagten på den forsvundne Luna, og senest har han sammen med en mand fra Thisted undersøgt et større skovområde med en drone. Uden held.
Håbet om at finde Luna svinder ind, fortæller Casper Schmidt, der har ledt gennem marker, skove, brønde, forladte huse, skue. Intet af det har givet pote.
- Hvis ikke hun når at komme hjem til jul, så bliver det nok en jul, jeg ikke vil huske for noget godt, fortæller han.
Derfor har han udlovet en dusør på 10.000 kroner til den, der kan føre ham sammen med sin hund, som han savner meget.
Vil gøre alt for at få Luna tilbage
Men heller ikke det, har givet noget.
- Jeg har ikke fået et eneste tip fra nogen, som specifikt har set en rottweiler. Der er nogen, der har set en mørk hund, men ikke nogen, der specifikt har set en rottweiler, siger Casper Schmidt.
Næste skridt er at stemme dørklokker, og et sidste forsøg, som Casper tygger på lige nu, er at lave et opslag på Facebook, hvor han giver mulighed for, at man kan aflevere Luna anonymt til ham, hvis man har den og har fået dårlig samvittighed.
- Jeg vil gøre alt, hvad der står i min magt for, at min hund kommer hjem igen, understreger Casper Scmidt.
Grimme julesweatre og børnefremstillet julepynt giver flere smil i busser
kopieret!
Fredag var det “ugly christmas sweater day” i Fynbusserne, hvor buschauffører havde taget deres grimmeste julesweatre på.
Og ikke nok med det, var busserne pyntet op med julepynt, der var lavet af børn.
Alt sammen for at julehygge lidt ekstra for kunderne, forklarer Anja Hauge Larsen, der er driftsleder for Keolis, som står for driften.
- Der kommer flere smil i busserne, når de kommer ind i en julepyntet bus, fortæller hun om baggrunden for at gøre lidt ekstra ud af julen i busserne.
Hjalte brillerer i "verdens bedste liga": - Jeg er pissestolt
kopieret!
Den 28-årige fynbo Hjalte Froholdt har noget så sjældent for en dansker succes i Amerikansk fodbold. Endda i verdens bedste liga inden for sportsgrenen, NFL.
Hjalte Froholdt tørner ud for Arizona Cardinals, for hvem han er en del af den offensive linje. Og det gør han godt. Så godt, at han får masser af roser for sit arbejde, og tilbage i august satte sin signatur på en kontrakt, der garanterer ham 53 millioner kroner frem til udgangen af 2026.
Med egne ord er han nu klar til at sige, at det han har opnået er “kæmpestort for dansk sport”.
- Nu starter jeg på banen, jeg gør det rigtig godt, og jeg er pissestolt af, hvad jeg har gjort, og hvor jeg kommer fra, siger Hjalte Froholdt til DR.