Fire uger for vold mod gravid kæreste

En 17-årig mand er varetægtsfængslet i fire uger for blandt andet vold og trusler mod gravid ekskæreste.

Retten i Svendborg varetægtsfængslede torsdag en 17-årig mand på grund af trusler og vold mod sin gravide 21-årige ekskæreste.

Truslerne var fremsat via sms i starten af april måned og var rettet mod hende og hendes ufødte barn, mens volden - lussinger, knytnæveslag, et kortvarigt kvælertag og et vred på den ene arm - blev udøvet mod hende på en adresse i Svendborg i slutningen af marts måned.

Den 17-årige mand blev desuden fængslet for at have fremsat telefoniske trusler mod ekskærestens far.

Den sigtede erkendte at have afsendt sms-beskederne til ekskæresten, men han nægtede de telefoniske trusler til ekskærestens far.

Sigtede erkendte desuden at have tildelt ekskæresten 5 lussinger og at have vredet den ene arm om på hendes ryg, men han nægtede at have slået hende med knytnæve eller taget kvælertag på hende.

Retten valgte at fængsle pågældende på grund af fare for påvirkning af ekskæresten. Han blev desuden fængslet på grund af fare for ny kriminalitet, fordi han i januar i år var blevet idømt en betinget dom for vold mod den samme ekskæreste.

Den 17-årige valgte at kære fængslingen til landsretten.

Retten fængslede manden frem til den 2. maj 2013. Han blev anbragt i en døgninstitution på grund af sin alder.

Oversigt

    Oversigt