Med sundhedsministerens udmelding mandag, om at kommuner skal kunne teste personale og elever to gange om ugen, øger Svendborg Kommune deres testkapacitet. Det sker som et led i genåbningen af landets kommuner.
De fem nye lyntestcentre forventes at blive opført i Vester Skerninge, Stenstrup, Gudme, Østre Bydel og Tåsinge. De præcise adresser er endnu ikke udpeget.
Svendborgs borgmester, Bo Hansen (S), har allerede kastet sig over opgaven.
- Vi er i gang med at finde potentielle lokaler fem forskellige steder i kommunen. Og jeg tror, at vi relativt hurtigt kan finde dem og gøre dem klar, fortæller han.
Skal gøre det lettere for borgere
Den øgede testkapacitet skal gøre det lettere for borgerne at lade sig teste. Og borgmesterens bøn til svendborgenserne er klar.
- Jeg håber, at folk vil lade sig teste hyppigere. At det simpelthen bare styrker testningen, at centrene rykker tættere på folk fremfor nu, hvor folk der bor i yderområderne, kan have relativt langt til nærmeste testcenter, siger Bo Hansen.
Så hvornår kan beboerne i kommunen benytte de her nye lyntestcentre?
- Inden for en uges tid, vil jeg tro. Der forventer jeg, at vi vil være klar til det, fastslår han.
Selvom beslutningen om opførelsen af de fem nye testcentre kommer pludseligt, er Bo Hansen sikker på, at kommunen kan løfte opgaven.
- Vi forsøger på bedste vis at håndtere de meget hurtige beslutninger, der træffes. Det er bare sådan, det er. Vi har respekt for, at når man står midt i en pandemi, er det svært at kortlægge i god tid, og vi tager gerne opgaven på os, siger han.