Fund af joints og stærke piller på legeplads til små børn: - Det hører slet ikke hjemme

Hver morgen bliver pædagogerne nødt til at tjekke, om der ligger morfinlignende piller, hash eller glasskår på legepladsen, inden de små børn skal ud og lege, når de er i vuggestue eller børnehave.

Stærke piller, joints og glasskår hører ikke hjemme på legepladsen for vuggestue- og børnehavebørn.

Ikke desto mindre var det, hvad pædagogerne i Børnehuset Solsikken i Vindeby på Tåsinge mødte ind til mandag morgen.

- Det er rigtig ærgerligt og irriterende, og det er slet ikke hensigtsmæssigt. Det er rigtigt vigtigt, at vi finder det, og så melder vi det til politiet, siger Birgit Lindberg, der er dagtilbudschef i Svendborg Kommune.

- Det hører slet ikke hjemme på en legeplads, fastslår hun.

Heldigvis fandt pædagogerne stofferne, inden børnene gik på legepladsen.
Heldigvis fandt pædagogerne stofferne, inden børnene gik på legepladsen.
Foto: Morgan Horstmann Nikolaisen

Sjældent med pillefund

I to facebookopslag er pædagogerne i september kommet med opråb, hvor de opfordrer lokalområdet til at holde øje med, hvad der foregår efter lukketid på legepladsen.

Selv om kommunen med jævne mellemrum oplever hærværk og fund af cigaretskod ved sine børnehuse, er det ikke så tit, der ligefrem bliver fundet stærke piller og hash, der hvor børn ned til etårsalderen leger i dagtimerne.

Kommunen har sat ekstra ressourcer af til oprydning.
Kommunen har sat ekstra ressourcer af til oprydning.
Foto: Morgan Horstmann Nikolaisen
Pædagogerne frygter, at børnene kommer til skade, hvis de finder tomme øldåser eller smadrede flasker.
Pædagogerne frygter, at børnene kommer til skade, hvis de finder tomme øldåser eller smadrede flasker.
Foto: Morgan Horstmann Nikolaisen

Pædagogerne frygter, at de små børn skærer sig på glasskårene, eller de kommer til at spise de stærke piller.

- Det seneste periode har vi oplevet uønsket besøg efter lukketid om aftenen og i weekenden, siger Birgit Lindberg.

Der er blandt andet fundet Tramadol, som er et morfinlignende stof, der tages mod stærke smerter.

- Når vi oplever sådan noget, melder vi det altid til politiet. Deres anbefaling er et opslag, som de to opslag, vi har lagt på Facebook, og så kalde på forældre og nærområde til at gå sammen og hjælpe hinanden, fortæller hun.

Ifølge kommunen ser tiltagene ud til at virke, og der har foreløbigt ikke været lignende tilfælde siden weekenden.

Der bliver røget og drukket på legepladsen i weekenderne og aftentimerne.
Der bliver røget og drukket på legepladsen i weekenderne og aftentimerne.
Foto: Morgan Horstmann Nikolaisen

Overvejer lukning og videoovervågning

Børnehuset Solsikken gør dog en ekstra indsats, så pædagoger, forældre og børn kan føle sig trygge, når de kommer på legepladsen.

- Vi sætter ekstra ressourcer af om morgenen til at gennemgå legepladsen, siger Birgit Lindberg.

- Fortsætter det, og møder vi igen ind til hærværk på mandag, må vi overveje, hvad vi så gør, forklarer hun.

De seneste episoder i Børnehuset Solsikken har fundet sted 20. og 25. september. Det er uvist, hvem der står bag hærværket, og hvem der har efterladt stofferne.

Der er allerede sat skilte op ved indgangen til legepladsen, hvor besøgende opfordres til at rydde op efter sig selv. Der står også, at man skal kontakte politiet, hvis man ser noget mistænkeligt.

Legepladsen er åben for alle uden for børnehavens åbningstid.
Legepladsen er åben for alle uden for børnehavens åbningstid.
Foto: Morgan Horstmann Nikolaisen
Man kan sidde og slappe af i tørvejr i sofaerne.
Man kan sidde og slappe af i tørvejr i sofaerne.
Foto: Morgan Horstmann Nikolaisen

Kommunen overvejer, om legepladsen skal lukkes for offentligheden uden for børnehavens åbningstid, men lokalområdet opfordres fortsat til at bruge legepladsen. Videoovervågning kan også komme på tale, oplyser dagtilbudschefen.

Ryd op!

Kommunen har en klar opfordring til dem, der bruger legepladsen uden for åbningstiden.

- Pas på tingene. Ryd op efter jer.

- Vi forsøger at gå i dialog med de unge mennesker. De er sikkert ikke opmærksomme på, at det, de gør, er en gene, fortæller Birgit Lindberg.

Det er ikke kun på Tåsinge, at man er irriteret over områdets unge mennesker. I Aarup er forældrene så trætte, at de har oprettet et privat vagtværn, der skal patruljere om aftenen.


Oversigt

    Oversigt