Fynske veje plaget af ”giftigt” vejr – det kan ødelægge din bil

Flere fynske kommuner advarer om slaghuller i vejene. De opfordrer derfor til, at trafikanter er ekstra opmærksomme, når de begiver sig ud på vejene.

Den seneste tids regn og efterfølgende frost giver udfordringer for asfalten på veje, cykelstier og fortove. Når vandet siver ned i hullerne og dernæst fryser til is, skaber det huller i vejene.

- Vejret i øjeblikket er det rene gift for vejene, siger Jesper Stokholm, der er entrepriseleder for belægninger hos Vejdirektoratet. Han mener, at der kommer endnu en bølge af huller i vejene, når frosten forsvinder.

Flere steder på Fyn oplever man i øjeblikket især store udfordringer med netop huller i vejene. Og det går heller ikke ubemærket hen hos mekanikerne.

Hos Bilhuset Svendborg fortæller indehaver Niels Thue Sørensen, at de så sent som i går onsdag måtte fikse et nyt dæk til en bil, som var kørt i et af de omtalte huller. Men det er ikke ny snak. De havde også et par af samme slags opgave sidste år.

Udover at huller i vejene er generende, kan de også medføre alvorlige konsekvenser.

- Det kan have fatale følger. Man kan miste vejgrebet og i værste fald køre ud i en grøft, hvis man er meget uheldig. Desuden kan de også forårsage skade på styretøjet, siger Niels Thue Sørensen.

Travl tid for asfaltarbejderne

Poul-Ivan Ikkala er afdelingsleder i Center for Ejendomme og Teknisk Service i Svendborg Kommune, og han fortæller, at de er på sagen.

- Vi tilstræber hele tiden at lappe hullerne så hurtigt som muligt. Både fordi de ikke skal blive så store, at de bliver trafikfarlige og skaber ulykker. Når vi lapper dem hurtigt, lukker vi også for, at de bliver endnu større, siger han.

- Konsekvensen er, at hvis de får lov til at være der i længere tid, vil de brede sig og blive dybe. Derfor er vi hele tiden opmærksomme på at få dem lappet, når de opstår, siger Poul-Ivan Ikkala.

Han fastslår, at udviklingen af huller har været rigtig kraftig. Derfor har de hele tiden såkaldte 'lappehold' ude, som hurtigt kan tage sig af hullerne.

Huller i vejene er også lig med flere arbejdsopgaver for asfaltarbejderne. Munck Asfalt er et af de firmaer, der for tiden har ekstra mange reparationsopgaver. Torsdag er de Igen på pletten i Odense for at lappe hullerne.

Huller i vejen kan både påføre skade på biler, men også forårsage ulykker.
Huller i vejen kan både påføre skade på biler, men også forårsage ulykker.
Foto: Thomas Bjerre-Larsen

Ikke uset hos bilisterne 

Bilisterne har da også bemærket, at der er lidt flere huller i vejene, end der plejer at være.

- Jeg oplever, at der altid er flere huller om vinteren. Jeg har tidligere haft en privatbil, hvor jeg har fået kommunen til at erstatte min bil, fordi jeg kørte i et slaghul og fik ødelagt mit ene hjul, siger Jens Nørregaard, der er servicetekniker. 

Han er ikke den eneste, der er opmærksom på ændringerne i vejen.

- Der er mange slaghuller i vejen. Jeg synes, at det gør det besværligt at køre. Man skal både holde øje med vejen og alt omkring. Jeg kører langsommere og er mere opmærksom, siger Yildirem Güler, der er chauffør. 

Endnu et slaghul på Faaborgvej i Odense.
Endnu et slaghul på Faaborgvej i Odense.
Foto: Thomas Larsen-Bjerre

Advarsler fra flere kommuner

Der er tidligere blevet varslet om huller i vejene på Fyn. I december advarede Vejdirektoratet om slaghuller i asfalten på Fynske Motorvej i retning fra Middelfart mod Odense mellem afkørsel 53 og 52. 

Odense Kommune udsendte i samme måned en pressemeddelelse, hvor de bedte borgerne om at tippe kommunen, hvis man så et hul i asfalten.

Desuden har Ærø Kommune lavet et Facebook-opslag, hvor de opfordrer borgerne til at køre efter forholdene og være opmærksomme, da det vekslende vejr har sat asfalten under pres, så den sprænger. Det samme har Assens Kommune gjort.

Oversigt

    Oversigt