Gudme er GOG's dna: Alligevel jubler klubben over at rykke hjemmebanen væk fra byen

Gudme er hjertet og kulturen i traditionsklubben GOG, siger direktøren. Han jubler dog stort over, at en ny hjemmebane i Svendborg er på vej.

De lokale har oplevet lidt af hvert i Gudmehallerne. 

De seneste guldmedaljer til håndboldherrerne i 2007. En konkurs i 2010, der sendte håndboldheltene ned i 2. division, mens de seneste år igen har budt på succes på banen. 

Men inden for de næste to til tre år vil dramerne i Gudme rykke til Svendborg.

For ti investorer smider 60 millioner kroner efter en ny multiarena, der skal bygges ved Svendborg Idrætscenter, og som skal være den nye hjemmebane for traditionsklubben GOG og basketklubben Svendborg Rabbits. 

- Det er for GOG en glædens dag. Vi har i mange år ønsket større faciliteter end dem, vi er i i dag, siger Kasper Jørgensen, der er direktør i GOG.

Gudme er klubbens dna

Han understreger dog, at tilknytningen til Gudme er vigtig, og at man stadig vil bruge Gudme til blandt andet træning.

- Det vil betyde, at vi spiller vores hjemmekampe i Svendborg - måske med et par afstikkere til Gudme - men ellers vil vi flytte samtlige hjemmekampe til arenaen i Svendborg. Derudover vil vi selvfølgelig fortsat være i Gudme. Der er hele vores dna, der er hele vores kultur, forklarer direktøren.

- Det er i Gudme, vi er født, og her vi er den dag i dag. 

Har du følt dig nødsaget til at være en del af det her projekt, eller ville du gerne blive i Gudme, hvis det stod til dig?

- Vi er fuldstændig med på det her og har haft et ønske om at få bedre faciliteter - også gerne i Svendborg. Så det er på ingen måde, noget vi er tvunget med i. Vi har i GOG er stort ønske om, at det her skal lykkedes.

Nu hedder i GOG. Skal der også en 'S' ind i navnet for Svendborg?

- Nej. GOG er Gudme, Oure og Gudbjerg, og det vil det fortsat være. Så GOG i dag, GOG fremadrettet, og hjerte og kultur vil fortsat være i Gudme.

Afgørende for at fortsætte i toppen

For de cirka 900 borgere i den lille sydfynske landsby Gudme er håndboldklubben GOG den store, lokale stolthed. 

Men de skal i fremtiden køre godt 15 kilometer mod syd, hvis de vil følge GOG's kampe fra tribunerne. 

Det er ifølge Kasper Jørgensen prisen, hvis man fortsat vil have tophåndbold på Sydfyn.

- Man skal også forstå, at for at vi kan være konkurrencedygtige fremadrettet og spille vores europæiske kampe, så er vi nødt til at have større faciliteter. Der er rigtig mange, der har interesse for vores kampe i øjeblikket. Dem kan vi ikke tilfredsstille, men det kommer vi til fremadrettet.

- Så derfor har det været et stort behov for GOG at få nye og større faciliteter, siger han.

Måske kan fans dog nå at opleve håndboldherrerne tage en ny guldmedalje hjemme i Gudmehallerne. GOG er nemlig godt på vej mod endnu en finale efter en semifinalesejr over Skjern.

Oversigt

    Oversigt