Han fik kræft, gik ud i campingvognen og fik travlt: - Døden var efter mig

Tag en campingvogn, en nylonstol, en kræftdiagnose og en chihuahua. Det er opskriften på at skrive en bog i en hulens fart.

Campingpladsen står for magien. Carlsberg Camping på Tåsinge. Her har forfatter Mikael Josephsen fra Svendborg sin beskedne blegfis af en campingvogn stående. Den gør ikke meget væsen af sig, men det gør til gengæld de digte, som i sommer blev til i nylonstolen foran den.

- Min skriveproces plejer at være sådan, at jeg er tre-fire år om at skrive en bog. Uanset om det er en roman eller en digtsamling. Denne her digtsamling tog mig 14 dage. Der er ikke rettet et komma. De rendte lige ud af fingrene på mig. Det har jeg aldrig prøvet før.

At skriveprocessen kan være så ukompliceret er ganske nyt for forfatteren. 

- Det plejer at være et helvedes arbejde med en evig selvkritik, hvor jeg spørger mig selv, om jeg er god nok, og om det er godt nok. Sådan har det slet ikke været denne gang. Digtene kom ud med en usvigelig sikkerhed.

Døden i hælene

Men var det så udelukkende den friske vind fra Svendborg Sund og de små cirkler af daglige campistgøremål, der gav det høje tempo? Ikke kun.

- For det første er jeg blevet mere ligeglad med alderen. Men oveni fik jeg konstateret hudkræft i sommer. Det gav mig en følelse af at have døden efter mig, og at jeg måtte skrive mit skrift, inden jeg skulle dø. Men det er ikke så farligt, viste det sig, og min læge siger, at det er ikke dét, som vil slå mig ihjel.

Digtsamlingen Mit sted udkommer her til efteråret på papir. I fuldstændigt samme form som de blev skabt.

Forfatter Mikael Josephsen



Oversigt

    Oversigt