Helikopter søgte efter drivende jolle og personer i havet

Forsvaret havde mandag formiddag en helikopter i luften over vandet syd for Svendborg, hvor en tom, drivende jolle var observeret.

En helikopter fra Forsvaret ledte tidligt mandag formiddag efter mulige personer i havet samt en drivende jolle, der var set i vandet syd for Svendborg.

- Nogen har set en drivende jolle, hvor vi har gode indikationer på, at der har været personer i, som ikke er der mere.

- Men jeg kan ikke sige så meget mere, da eftersøgningen pågår lige nu, fortalte vagthavende ved Forsvarets Operationscenter, seniorsergent Peter Franzen til TV 2/Fyn, kort efter klokken 09.00.

Han bekræftede, at Forsvaret havde en helikopter i luften for at lede efter jollen og de mulige forsvundne personer.

Båden er fundet

Vagtchefen ved Fyns Politi, Milan Holck Nielsen, fortalte klokken 09.35, at jollen var fundet.

- Et vidne har fundet jollen og trukket den op på land på Tåsinge. Motoren er kold, så umiddelbart er der ifølge mine oplysninger på nuværende tidspunkt ikke noget, der tyder på en drukneulykke, siger Milan Holck Nielsen. 

Vagtchefen fortalte efterfølgende, at Fyns Politi havde en indsatsleder på stedet, som arbejdede på at finde ud af, hvad der var sket. 

- Båden har muligvis revet sig løs et sted fra. Indsatslederen er ved at forsøge at finde hoved og hale i det hele, siger Milan Holck Nielsen.

Eftersøgning afblæst

En time senere, omkring klokken 10.30, konkluderede Fyns Politis indsatsleder, at der ikke var nogen grund til at frygte en ulykke. 

Politiet har efterfølgende offentliggjort et foto af jollen. Ejeren bedes henvende sig til politiet.

- Båden er trukket i land igen, og det man har kunnet se, det er, at fortøjningsrebet virker slidt. Svarende til at det formentlig er knækket. Så der er ikke noget, der indikerer, at der skulle have været nogen personer i jollen, siger Milan Holck Nielsen.

Han fortæller, at eftersøgning og ditto efterforskning derfor er afsluttet, og at sagen betragtes som lukket.

- Vi er færdige, og helikopteren og eftersøgningen er afblæst, siger vagtchefen. 

 

Oversigt

    Oversigt